Mathias Jørgensen som ambassadør | Nyheder | REHH

Julie Nicolajsen
26. september 2019
Foto leveret af Photo-Andersen.dk

Sommeren har været travl for vores spillere. De har haft et hårdt program med træning og sammenhold, og samtidig er der startet nye projekter op. Blandt andet er Mathias blevet ambassadør for Børns Voksenvenner i Esbjerg.

Børns Voksenvenner er en organisation for børn og unge, som har spinkle eller svære familieforhold.
Deres arbejde, som begyndte i 1990, består i at skabe relationer mellem ramte børn og ressourcestærke voksne, som har vist sig at være meget værdifuldt for børnene i deres opvækst når det kommer sig til selvværd og mod på nye udfordringer.

Dette ville Mathias og Ribe-Esbjerg HH gerne støtte op om, og han valgte derfor at stille op som ambassadør, så vi kan hjælpe med at skabe opmærksomhed om behovet der er for voksenvenner – især mænd - da ventelisten for børnene er lang.

Bettina Krammer, Områdeleder for Børns Voksenvenner, udtaler følgende:

”Vi hos Børns Voksenvenner Esbjerg er superglade for, at Mathias Jørgensen fra REHH vil være vores nye ambassadør. Vi har desværre en venteliste af børn, især drenge, der venter på at få en voksenven. Som ambassadør er man med til at udbrede budskabet om, hvad Børns Voksenvenner er, og hvor stor en betydning en voksenven kan få for et barn.

Vi er helt overbeviste om, at Mathias vil gøre et stort stykke arbejde for at hjælpe os med at udbrede budskabet. Han har hjertet på rette sted, og det er tydeligt, at han brænder for konceptet.

Vi glæder os rigtig meget til samarbejdet og ser frem til, at han allerede i oktober deltager i et stort arrangement, hvor alle børn og voksenvenner kan møde ham. Han kommer til at få høj status ved børnene, og de vil glæde sig hver gang, han deltager i noget sammen med Børns Voksenvenner.

Det er så fedt at mærke, at vi alle kan hjælpe hinanden på hver sin måde, og at både lyst og vilje er der. Der kan Esbjerg virkelig noget, og hvis vi alle bidrager med noget kan vi være med til at sætte spor og aftryk i hinandens liv. Mathias og REHH kommer i hvert fald til at sætte spor hos os, og vi håber, at vi også kan sætte nogle spor hos dem

I løbet af sæsonen vil vi invitere børnene og deres voksenven ud til nogle af kampene, så de sammen kan få en kanon oplevelse.

Læs mere om Børns Voksenvenner, og hvordan man kan være behjælpelig, på deres hjemmeside www.voksenven.dk

Vi er alle spændte på, hvad dette samarbejde bringer med sig!

/Julie Nicolajsen


Mathias Jørgensen