Mere fest og flere farver - også for børnene | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
2. september 2014

En ny håndboldsæson står for døren og - indrømmet - vi er rigtig mange, der glæder os til at komme i gang.

Håndbold er en rigtig underholdende sport med fart og tempo. Der sker noget på banen.

Nu vil vi også sørge for, at der sker noget udenfor banen før kampen og i pausen. Det skal være en fest at gå til håndbold.

Vi sørger for flere overraskelser, og vi sørger for et helt nyt lysshow samt en DJ med masser af god musik, når GOG på fredag eftermiddag møder os i Blue Water Dokken. Der bliver også mulighed for at vinde en præmie i en konkurrence.

Vi har også tænkt på børnene. Mange børn vil gerne med far eller mor til håndbold, men når de har kigget lidt, falder interessen. For børnene arrangerer vi en legestue, hvor børnene bliver underholdt af kompetent personale, mens far og mor nyder håndbolden.

Og at det bliver en fest, kan du overbevise dig om ved at møde op i Blue Water Dokken fredag eftermiddag i god tid før klokken 17, hvor kampen starter.