Nederlag mod Bjerringbro-Silkeborg i Ribe 22-27 (8-15) | Nyheder | REHH

Julie Nicolajsen
25. oktober 2020
Foto leveret af Photo-Andersen.dk

Det første kvarter af kampen mod BSH blev op ad bakke for REHH-holdet, der tabte perioden 1-7. En yderst veloplagt Johan Sjöstrand pillede pynten af REHH-skytterne, hvilket fik REHH´s forsøg på overtag gennem 7-6 spillet til at falde til jorden. Resten af kampen vandt REHH-drengene 21-20, men spændingen udeblev desværre grundet den ulige start. 

Defensiven, med udgangspunkt i en offensiv 5-1 formation, så periodisk meget fin ud og var medvirkende til at REHH kom acceptabelt ud af opgøret. 

"Vi ramte ikke niveauet i vores omstillinger og det etablerede 7-6 spil. De kvalificerede chancer som straffekast og 1. fase kontraer nuppede Sjöstrand, og så kom det samlet set til at se dumt ud på resultattavlen i indledningen.
Åbningen på opgøret, og vores over/undertalsperioder, blev for ineffektive i forhold til at skulle matche BSH for alvor. Vi kan glæde os over, at moralen og udtrykket blev bedre kampen igennem. Sammen med et godt kæmpende publikum fik vi vist os fra vores bedste side i 2. halvleg. Vi knokler videre, og ser frem til endnu en kamp allerede onsdag, hvor Århus Håndbold venter ude. Slutteligt skal unge Tobias Olsen have ros for en fin indsats med fuld spilletid, i fraværet af en skadet Mathias Jørgensen" udtaler Kristian Kristensen.


Målscorer:
Nicolai Nygaard, 6
Simon Birkefeldt, 4
Miha Zvizej, 3
Jonas Larholm, 3
Gunnar Steinn Jónsson, 2
Tobias Olsen, 1
Kasper Kvist, 1
Lasse Uth, 1
Rúnar Kárason, 1