Nytårsbruset kom i form af en sejr | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
28. december 2014
Det var ikke det flotteste spil, der er set på en håndboldbane, men nytårsbruset kom i form af den sejr, vi søndag eftermiddag fik over Skanderborg.
Hvad kampen manglede i skønhed havde den til gengæld i intensitet, spænding og til tider hårdt spil. Så blev karakteren for skønhed ikke særlig høj, kom karakteren for underholdningsværdien til gengæld i top.
Slutresultatet blev 25-21 efter 12-10 ved pausen, og dermed er vi tilbage i kampen om den forjættende 8. plads, mens Skanderborg Håndbold ikke fik den ønskede forbedring af deres placering.
Vores sejr betyder, at vi er med i den gruppe af fem hold, der kæmper om de to sidste pladser i slutspillet, mens Skanderborg med nederlaget røg ned på næstesidste pladsen.
Skanderborg blev lige så svær en modstander som forudset. Holdet er løbestærkt, og syv til otte af holdets mål blev da også scoret enten på kontraangreb eller hurtige opløb.
i det etablerede angrebsspil havde Skanderborg til gengæld ikke meget at byde på, mens de stod godt i forsvaret, og ikke mindst deres målmand, Karsten Nielsen, havde en rigtig god dag.
Første halvleg bølgede lidt frem og tilbage. Det virkede som om flere af vores spillere var lidt for ivrige i bestræbelserne på at gøre det så godt som overhovedet muligt.
De to hold fulgtes med skiftende føringer det meste af halvlegen, hvor vi i de sidste minutter fik etableret et forspring på to mål.
Det fik Skanderborg hurtigt indhentet i starten af anden halvleg, og derefter fulgtes de to hold igen indtil de sidste ti minutter, hvor det var Ribe-Esbjerg HH, der tog teten.
Fra stillingen 19-19 med knapt ti minutter igen, var det REHH, der var i front resten af kampen.
På vores hold var det specielt Matias Helt, der gik i spidsen, men han blev fulgt godt til dørs af en Alexander Nielsen, der gjorde det virkeligt godt, ligesom Rene Antonsen og Rasmus Bertelsen gjorde det godt i det centrale forsvar.
Sebastian Frandsen stod godt i målet, og han havde på afgørende tidspunkter nogle virkeligt gode redninger.
Det var en rimelig hårdt spillet kamp, hvilket også 9 udvisninger vidner om. Desværre formåede dommerparret ikke helt at styre "løjerne", og det kan undre, at REHH's bænk fik en advarsel for at kommentere slagets gang, mens Skanderborgs bænk slap på trods af, at officials her bestemt ikke var mindre mundlamme end dem på Ribe-Esbjerg-bænken. Det skal siges, at de lidet forståelige kendelser gik begge veje, men det skabte frustration hos spillerne, og ikke mindst Skanderborgs Lars Mousing var god til at brokke sig uden dommerne skred ind.
Var det lokale publikum ind i mellem lidt betænkelige ved udfaldet, var der en, der aldrig tvivlede på REHH's sejr.


- Jeg troede hele tiden på det. Det gør jeg hver gang, jeg går på banen, lød det fra Morten Nyberg efter kampen.
Han mente selv, at han i starten havde lidt svært ved at tilpasse sit indløb modforsvaret for at komme til skud, men efter en pause gik det bedre.
- Kampen gik, som den skulle. den blev tæt, men der var flere gode præstationer på vores hold, og Alexander Nielsen gjorde det rigtig godt. Det var dejligt at se, og jeg tror også, han selv er tilfreds.
Cheftræner Claus Uhrenholt erklærede sig tilfreds med sejren men påpegede, at overtalsspillet ikke var for godt.
- Det var rigtig godt mod Århus, men i dag var det ikke godt.
Han slog også fast, at når man laver fejl i angrebet eller brænder et skud, ligger bolden lynhurtigt i den anden ende, og Skanderborg er ikke et hold, der giver op.
Efter kampen takkede Troels Jørgensen på banen publikum for dets store opbakning og håbede, at den må fortsætte efter januar-pausen.

Matias Helt blev af kampsponsoren Just Ask udpeget som kampens bedste spiller.

Kampen i tal:
Målscorere REHH: Matias Helt 7, Morten Vium 5 (2), Alexander Nielsen 3, Morten Nyberg 3, Rene Antonsen 2, Troels Vejby Jørgensen 2, Mark Nikolajsen 1, Jacob Holm 1, Pelle Schilling 1.
Skanderborg: Johan Hansen 6, Lars Mousing 5, Michael Pedersen 4, Mikkel Andersen 2, Morten Kirk Olesen 1, Jonas Langerhuus 1, Andreas Væver 1, Jeppe Krogh 1.
Udvisninger: REHH 4, Skanderborg 5
Tilskuere. 1609.
Dommeren: Kasper K. Møller og Michael Søegaard.

foto mogens b