OK med kun lidt spilletid | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
19. oktober 2014
UGENS PORTRÆT: Det er begrænset, hvor meget spilletid, den unge målmand Nicolai Neupart har fået i Ribe-Esbjerg HH.
Og at det er sådan, er den snart 20-årige unge mand afklaret med.
- På en måde er det frustrerende, og på en måde er det OK. Jeg havde en lang snak med Claus og Sune (cheftræner og sportsdirektør. Red). De fortalte, at de havde deres ideer og fremtidsplaner med mig. Jeg kender Sebastian (målmand Sebastian Frandsen. Red) og ved, hvor hans niveau er. Han er virkelig dygtig, og så længe han gør det rigtig godt, er jeg godt tilfreds. Jeg er indforstået med situationen, og derfor underskrev jeg kontrakten, siger Nicolai Neupart og fortsætter:
- Jeg fylder 20 år om en måneds tid og har mange år foran med. Det år her skal være et læringsår og så må jeg se, hvor mit niveau er. Så må jeg tage den til sommer og se, om det er godt nok til en ny kontrakt. Det håber jeg det er.
Nicolai Neupart er født i Vejle, men som tre årig flyttede han med sin familie til Vamdrup, og her bor han stadig. Nicolai er netop flyttet hjem igen efter at have taget HHX, og fremtidsplanerne går i retning af at læse erhvervsøkonomi i Århus med start til sommer.
- Det er en fin uddannelse af have, og studiet kan godt kombineres med håndbolden. Jeg har planer om at læse et enkelt fag ad gangen, så det kan passe sammen med bolden.
Uddannelsen varer i alt seks år, så som Neupart siger: -Det er bare med at komme i gang.
Interessen for håndbolden kom i en tidlig alder. Håndboldspillet blev dyrket som dreng sammen med fodbolden.
- Og så kommer dit spørgsmål: hvorfor valgte du håndbold, ler Nicolai Neupart og giver svaret:
- Det interesserede mig meget. Det er en rigtig fed sportsgren. Fodbold og håndbold flød i en periode sammen, og mine forældre sagde, at jeg skulle vælge, og det gjorde jeg. Håndbolden var sjovest, og det valg har jeg ikke fortrudt. Jeg er ganske tilfreds med håndbolden.
- Hvad med fritiden?
- Jeg tilbringer meget tid med vennerne, og får styrketrænet meget sammen med vennerne. Jeg er sammen med min dejlige kæreste, familien og jeg arbejder som vikar på min gamle skole. Men håndbolden tager meget tid.
- Laver din kæreste ikke vrøvl over det?
-Hun laver ikke meget vrøvl. Hun er med ude at se og heppe, og hun spiller selv håndbold, så hun ved godt, hvad det drejer sig om.