REHH drager til Sjælland | Nyheder | REHH

Julie Nicolajsen
26. november 2020
Foto leveret af Photo-Andersen.dk

Lørdag eftermiddag møder REHH-holdet TMS Ringsted i en kamp om vitale point. Vi har tidligere besejret værterne i Santander Cup - dog på yderste mandat.
Erfaringen fra denne kamp er yderst vigtig, således bør der ikke komme nogle overraskelser for REHH i den meget intime Dansk Kabel TV Arena.

”Vores indgang til opgøret bliver lavpraktisk at holde fast i os selv og det spil, der har været med pil op ad igennem en længere periode. Defensivt er der kommet mere balance i vores lave formation, mens 5:1 forsvaret kan kaste momentvist grus i modstanderens angrebsmaskineri. Og det bliver vigtigt at denne base forbliver sikret, da forudsætningen for vores ankermænds præstationer bliver langt bedre”  udtaler Kristian Kristensen. 

På svaret omkring kampens vigtighed er svaret relativt simpelt.
”Alle kampe er vigtige for os og vi er også bevidste om, at der skal point på kontoen frem mod jul. Der skal nok 6-8 point til i kampene frem mod jul, for at hoppe med ombord på den ”Bus” der er ved køre mod slutspillet. Her vil vi gerne med ombord" slutter Kristensen.

Kampen bliver fløjtet i gang kl. 15:00 og kan følges på Tophåndbold ved at klikke her.