REHH takker af med fem spillere | Nyheder | REHH

Anette Knudsen
19. juni 2020
Foto leveret af: Photo-Andersen.dk

Sæson 2019-2020 sluttede brat pga. COVID-19-pandemien. Alt for brat. Nedlukning af håndbolddanmark og hjemsendelse af medarbejderne i Ribe-Esbjerg HH har desværre betydet, at det ikke har været muligt at sige farvel og takke ordentligt af til de fem spillere, der forlader klubben og drager ud på nye eventyr.

De fem spillere er:

Tim Winkler:

Tim er en lokal Esbjergdreng med en håndboldkarriere, der startede i REHH’s ene moderklub, Sædding-Guldager. Efter at have været en tur i bl.a. Skjern og HC Midtjylland hentede REHH Tim tilbage i sæson 17/18. Desværre har Tim af flere omgange været ude med længerevarende skader, og det er derfor ikke blevet til helt så mange kampe som håbet i REHH-trøjen i løbet af de tre sæsoner. I den kommende sæson bliver der gensyn med Tim, da han skifter til lokalrivalerne fra KIF Kolding.

Simen Schønningsen:

Forud for sæson 18/19 hentede REHH den norske højreback i tyske Ballingen. Simen faldt hurtigt godt til i klubben, hvor der også var et par andre nordmænd på holdkortet. Simen er et absolut spændende talent, som vi er overbevist om finder en god og spændende klub til den kommende sæson.

Lars Mousing:

Lars blev hentet til REHH op til denne sæson efter flere år som bærende spiller i TTH Holstebro. Lars’ store ønske har længe været at prøve sig selv af i udlandet – et ønske som nu bliver opfyldt, idet han har valgt at benytte en klausul i kontrakten med REHH og derfor i næste sæson tørner ud for Chambery i Frankrig.

Niels Dahl:

Som ungdomsspiller skiftede Niels fra Haderslev til REHH’s ungdomshold, UH Esbjerg. Som seniorspiller gik turen herfra videre op til ligaholdet, hvor Niels har været en del af truppen de seneste to sæsoner. Med håbet om at få en større rolle skifter Niels til 1. divisionsholdet Team Sydhavsøerne.

Anders Christiansen:

Som 18-årig flyttede AC fra Ringsted til Esbjerg, hvor han som Team Danmark elev blev en del af Esbjerg Ordningen og UH Esbjerg. Herefter fulgte en kort afstikker til Faaborg ØH, inden hans kom retur til REHH. Til den kommende sæson drager AC på et norsk eventyr i Follo HK i den 2. bedste norske række. Her bliver han genforenet med den tidligere REHH-playmaker Lukas Karlsson, der skal være spillende assistenttræner.

 

Et stor TAK skal lyde til jer alle for jeres tid i REHH-trøjen!
Vi ønsker jer alle alt det bedste fremover.