Remis i drama | Nyheder | REHH

Anette Knudsen
20. November 2018
Foto leveret af: Photo-Andersen.dk

Mandag aftens hjemmekamp mod Mors-Thy Håndbold blev nøjagtig det drama, som de fleste nok havde forventet. To hold der begge har fået en skrækkelig start på sæsonen. To hold der har fået lidt medvind pointmæssigt i de senere kampe, særligt Mors-Thy med 7 points i de seneste 4 kampe. To hold som notorisk spiller spændende og jævnbyrdige kampe mod hinanden. Det måtte blive spændende. Og det blev det.

Det blev REHH, der fik den bedste start på kampen. Holdet kom foran 3-1, og forsvaret virkede ubrydeligt. Det har vi set før. Forsvaret har stået godt i rigtig mange kampe efterhånden, i defensiven virker tingene gennemarbejdede og strukturerede. På det tidspunkt var det umiddelbart svært at se, hvordan Mors--Thy skulle få held til at bryde REHH-forsvaret op - de havde møje og besvær med at komme til afslutninger i indledningen. Heldet – og dygtigheden – fik de så småt, men det var ikke det polerede angrebsspil der førte til, at udeholdet - efter deres noget træge, tunge og jævne offensive start – alligevel satte sig på halvlegen, men derimod et forsvar, som virkede ligeså kompakt og sammentømret som REHH`s og en kontrafase og et par scoringer i tomt mål, der gav udeholdet momentum. Det momentum førte til en Mors-Thy føring på en enkelt pind ved pausen.

Anden halvleg blev lige så tæt og intens som første. Men selvom REHH flere gange kom op i de sidste 30 minutter, på grund af det til stadighed godt spillende forsvar, samt et 7 mod 6 spil, som var med til at åbne Mors-Thy-defensiven op, så var udeholdet alligevel i teten det meste af tiden. Det var REHH, der hang efter. Det var REHH, der skulle indhente det tabte.  Kampen igennem havde vi store vanskeligheder med at få åbnet Mors-forsvaret op. De stod kompakt i midten, og da vores backs havde svært ved at få rigtig gang i skuddene og dermed åbne op ude bagfra og tvinge Mors Thy længere frem, så skulle det blive svært. Det blev stregspillet, vi skulle sætte vores lid til. På den position var særlig Zvizej stærk. Han spillede sin bedste kamp i sæsonen og med 6 mål på lige så mange forsøg, var han stærkt medvirkende til, at Mors-Thy aldrig fik skabt et afgørende hul i kampen. Læg dertil at Heinl lavede 2 scoringer og Tidemand en enkelt fra samme position. Det var flot. Det var vigtigt. Uden stregspillet havde vi været ilde stedt.

Afslutningen blev en gyser. Bagud 23-20 med 3 minutter igen. De første folk begyndte nu at forlade hallen. Den kamp var afgjort, troede de fleste. Det var den så ikke alligevel. Mathias Jørgensen satte en flot scoring ind fra fløjen. Og da Haagen leverede et par fine redninger i den periode, lykkedes det at komme endnu tættere på ved Schønningsen med halvandet minut igen. Nu var stillingen pludselig 22-23. Et velorganiseret REHH forsvar tillod ikke Mors-Thy at komme til en ordentlig chance i deres sidste angreb, og med 20 sekunder igen erobrede vi bolden. Den tid var ikke nok til et velorkestreret angreb, men det var nok til en scoring. 5 sekunder før tid gik Kasper Kvist meget spidst fra fløjen. Kunne han sætte den ind derfra? Det kunne han. En flot scoring og uafgjort var sikret.

Holdet har i flere kampe vist flot moral. Holdet har vist, at det ikke lægger sig ned, ikke resignerer, når der er modgang, og det ser sort ud. Denne helt uomtvistelige og altafgørende egenskab gav igen point. Det var vigtigt. Sørens vigtigt.

Målscorere: Miha Zvizej 6, Gunnar Jónsson 4, Mathias Jørgensen 4, Kasper Kvist 3, Simen Schønningsen 2, Jacob Heinl 2, Jonas Tidemand 1, Lukas Karlsson 1


Miha Zvizej blev kåret til Man of the Match i samarbejde med Esbjerg City, Broen Shopping og Butcher.




Efter 16 måneders skadespause fik Nikolaj Enderleit endelig sin debut i den blå Ribe-Esbjerg HH trøje. Han leverede bl.a et par flotte assist til Mathias Jørgensen på fløjen. 
Blomsterne han fik overrakt var fra Blomsterhuset Esbjerg.

Til tipskonkurrencen var der 6, der havde tippet et uafgjort resultat. Det betød, at der blev trukket lod. Vinderne kontaktes direkte:
1. Brian Kulmback
2. Annemette Ugelvig
3. Kris


/Sune Agerschou & Anette Knudsen