Ribe-Esbjerg HH henter talentfuld bagspiller | Nyheder | REHH

14. April 2018
handball.no

Ribe-Esbjerg HH henter endnu en norsk spiller til truppen til den kommende sæson. 22-årige Simen Schønningsen, der spiller i den tyske 2. Bundesligaklub, Balingen, har indgået en 2-årig aftale med klubben. Simen skal dække pladsen som højre back sammen med den islandske landsholdsspiller Runar Karason og forhåbentlig Nikolaj Enderleit, vis situation dog stadig er uvis på grund af den hjernerystelse, han pådrog sig til U-VM sidste sommer.

 ”Vi håber naturligvis, Nikolaj er klar til den kommende sæson, men vi har været nødsaget til at hente endnu en venstrehåndet bagspiller, således vi sikrer bredden på holdet og er bedre dækket ind på de forskellige positioner ved skader end tilfældet har været i denne sæson”, udtaler Sune Agerschou, formand for eliteudvalget i Ribe-Esbjerg HH og fortsætter: ”Simen er en meget spændende spiller med et stort potentiale. Han har gjort det rigtig godt på ungdomslandsholdene de seneste år og betragtes af mange som et af de største talenter i Norge på højre back. Det glæder os at spillere, der huserer i tyske klubber finder projektet i Ribe-Esbjerg HH så spændende, at de vælger at drage nordpå”. 

Om skiftet til udtaler Simen: ”Jeg har valgt Ribe-Esbjerg HH, fordi jeg tror, det er det bedste for min udvikling. Der satses stort i klubben, og jeg ser meget frem til at være en del af projektet. Ribe-Esbjerg HH har et meget spændende hold, og jeg glæder mig meget til at bidrage de kommende sæsoner”. 

Simen Schønningsen har tidligere spillet i Haslum i Norge, hvor også Ribe-Esbjerg HH’s nye norske højrefløj, Magnus Søndenå, har spillet.

/Anette Knudsen