Ribe-Esbjerg HH’s træningsturnering i Norge er aflyst – erstattes af kampe mod BSH og TTH Holstebro | Nyheder | REHH

Julie Nicolajsen
11. august 2021
Foto leveret af Photo-Andersen.dk

I denne uge skulle REHH være i fuld gang med en spændende træningsturnering i Norge, indeholdende en række kampe mod skandinaviske ligahold. Skrappe Coronaregler har sat en stopper for turen. I stedet for står den på hård træning i Ribe Fritidscenter og 2 træningskampe mod top 5 klubberne, Bjerringbro-Silkeborg onsdag aften og TTH Holstebro torsdag eftermiddag.

Kampene i Midtjylland afvikles med en trup, hvor vi savner nogle spillere. Marcus Mørk (fra Skanderborg/playmaker-back) og Morten Jørgensen (fløj) er langtidsskadede. Simon Birkefeldt er ved at genoptræne efter en skade, der ramte Simon i slutningen af sidste sæson. Simon forventes klar til sæsonstart.

Emil Grønbech (fra Skive) er netop vendt tilbage fra en skade, som han fik i forårssæsonen. Emil spiller med i træningskampene – men på ”skånekost”. Det samme gælder Jonas Larholm, der ligeså har en drilsk skade – på vej mod ”klar”.

Én af denne sæsons bærende profiler, Torben Petersen (stærk i de 3 første træningskampe), er heller ikke med til de 2 kampe af personlige årsager.

Cheftræner Kristian Kristensen ser det som afgørende, at vi får flest mulige spillere klar til sæsonstarten 28. august i Santander Cup mod Mors-Thy.
Og så vil en lidt smallere trup, end vi håbede på, få masser af kamptræning. Herunder vores unge talenter. At vi så onsdag-torsdag er oppe mod to forventede topklubber skal vi bare tage som en ekstra udfordring”.

Kampen mod BSH’s sølvvindere i sidste sæson spilles i Bjerringbro Idræts- og Kulturcenter kl. 19.30 onsdag aften.

Kampen mod TTH Holstebro spilles i Vildbjerg Sports- og Kulturcenter torsdag kl. 17.30 - der vil hér være åbent for alle, man skal blot huske at have coronapas/negativ test.


/Lars L