Ryan Zinglersen overtager Ribe-Esbjerg HH i foråret | Nyheder | REHH

6. Januar 2018

Det er en rutineret og berejst træner Ribe-Esbjerg HH har lavet en halvårlig aftale med. Ryan Zinglersen har i sin trænerkarriere været vidt omkring. Fra Skjerns håndboldherrer til herreholdet fra Melsungen i den tyske 1. bundesliga og til dameholdene i FCM og østrigske Hypo, for bare at nævne nogle stykker af de klubber Zinglersen har stået i spidsen for gennem en trænerkarriere, som har strakt sig i mere end 25 år, og som har fordelt sig ligeligt mellem herre- og dameklubber i de bedste rækker i Danmark, Tyskland og Østrig.

Zinglersen sætter sit nuværende job som HR-ansvarlig og eksportmanager i det private erhvervsliv på stand by i den periode, han varetager funktionen som chef for håndboldherrerne i det Sydvestjyske.

Selv siger han: ”Jeg var egentlig ikke så meget i tvivl, da jeg fik henvendelsen fra REHH og fik afklaret forholdene omkring mit nuværende arbejde, som jeg heldigvis stadig er linket op til. Jeg ser det som en spændende ledelsesopgave at forsøge at få forløst det materiale, som tydeligvis er tilstede på holdet og vil betegne det som et realistisk mål at gå efter slutspillet, selvom der pt. er 2 points op. Holdet er godt, rummer flere profiler, men har manglet stabilitet i præstationerne. Måske også fordi man har været uheldig med et utal af langvarige skader. Min erfaring siger mig dog, at der ikke skal så meget til for at vende tingene, så jeg glæder mig utrolig meget til opgaven”.





/Anette Knudsen