Sæson 2019-2020 er slut | Nyheder | REHH

Anette Knudsen
7. april 2020
Foto leveret af: Photo-Andersen.dk

Dansk Håndbold Forbund har i dag udsendt pressemeddelelse om, at sæsonen 2019-2020 afsluttes med øjeblikkelig virkning.  Den resterende del af grundspillet samt slut- og kvalifikationsspil afvikles derfor ikke.

Ribe-Esbjerg HH sluttede på en 7. plads og dermed inden for top 8, som var sæsonens helt store mål. Nordsjælland Håndbold må en tur i 1. division, mens vi i næste sæson får gensyn med TMS Ringsted i ligaen.

Med dyb respekt for den samfundskrise vi befinder os i, er det en flad fornemmelse at skulle stoppe nu og hér. Vi havde gerne set en sportslig afrunding på sæsonen sammen med alle de interessenter, der bakker os op - men nu er vi nødt til at se fremad", udtaler cheftræner Kristian Kristensen og sender samtidig en stor tak afsted til samarbejdspartnere, fans, spillere, frivillige og ikke mindst klubledelsen, der har skabt tryghed med at handle professionelt undervejs i processen.

Ribe-Esbjerg HH ser nu frem mod næste sæson, hvor vi håber at se jer alle i hallen igen.