Efter flere gange at have styret spillet i kampene og have komfortable føringer langt inde i anden halvleg for så alligevel at miste fodfæste til sidst, og tabe, så lykkedes det omsider for REHH at holde niveau i samtlige 60 minutter og kæmpe sig til en skalp af de helt store onsdag aften i Silkeborg. Udesejren på 30-26 var fortjent. Det kan der ikke herske tvivl om. Det var REHH, der sad på den kamp allerede fra den spæde start og uden egentlig på noget tidspunkt at se sig tilbage. Og selvom der opstod spænding til sidst, da BSV reducerede til 25-26, inden REHH igen trak fra, så var det på alle måder en meget kontrolleret indsats af de blå på en meget svær udebane. Imponerende kontrolleret.
Hvis der er nogen som har været i tvivl om spillernes og holdets potentiale, så skulle de have set den kamp. Man vinder ikke i BSV, og på den måde, hvis ikke kvaliteten og niveauet er tårnhøjt - det er simpelthen umuligt. Hvis REHH kan finde stabiliteten fremadrettet er der stadig fine perspektiver. Det skal vi huske.
Tilbage til kampen. Forsvarsmæssigt var det igen godt. Det har det været i de fleste kampe den seneste tid. Godt. Stabilt. Sikkert. Jacob Heinl var igen en mur i midterblokken flot assisteret af resten af defensiven, som stod upåklageligt i hele kampen. Det var klasse. Særligt var Tidemand tændt. Han krydrede en god defensiv indsats med 4 scoringer på 4 forsøg i angrebet. Det var flot.
Angrebsspillet var velorkestreret gennem hele kampen. Det flød i den ende. Vi spillede os til åbne chancer i stort set hvert eneste angreb, og hvis ikke Rezar i BSV-målet havde haft 7-8 redninger i det sidste kvarter af første halvleg, så havde kampen muligvis været lukket allerede inden tepausen. Det lyder mærkeligt. Men det er sandt. Så velsmurt kørte den sydvestjyske maskine.
I anden halvleg fortsatte REHH med at styre tingene. Flot forsvarsspil. Angrebspil med omtanke. Særligt i det sidste kvarter med vigtige Søren Rasmussen parader i målet. Det var vigtigt.
Igen så vi, og denne gang endnu mere udtalt end i lørdagens kamp mod GOG, en Nikolaj Enderleit i absolut hopla. Han var farlig fra distancen, på gennembrud og stod for kampens detalje, da han i anden halvleg sendte et underhåndsprojektil op i det korte hjørne af BSV-målet. Genialiteten affødte et øjeblikkeligt og hørbart sus gennem hjemmepublikummet. Det sker sjældent.
Gunnar Stein Jónsson var en anden spiller, som havde fået indstillet skudarmen og håndboldkløgten på den rigtige frekvens til aftenens kamp. Med 8 mål, utallige assists, primært til stregspillerne, 4 tilkæmpede staffekast, som han selv eksekverede på fornem vis og en god indsats i forsvaret, var Gunnar unikt spillende. Simpelthen. Det var klasse. Og vigtigt for kampens fortælling. Og udfald.
Stor ros til holdet og alle omkring det for aftenens præstation. Den skal gerne fortsættes.
/Sune Agerschou
Facebook
Twitter
Instagram