Spændende kamp mod Aarhus i vente | Nyheder | REHH

Anette Knudsen
1. februar 2019
Foto leveret af: Photo-Andersen.dk

Lørdag sætter REHH-bussen afsted mod smilets by til et opgør mod Erik Vejes tropper. Et hurtigt kig på stillingen viser, at en sejr vil være meget kærkommen, men nemt bliver det ikke. Aarhus Håndbold har haft et godt efterår, og det ser ud som om, at holdet tager en sikker plads i top 8 - slutspilspladserne som er så forbandet vigtige for de fleste hold i herreligaen, og som vil være afgørende for, om sæsonen i første omgang har været godkendt. Sådan er det for de fleste hold. Også for os.

REHH har haft en god januar måned med sejre i de tre træningskampe mod GOG, Mors-Thy og Lemvig-Thyborøn. Særligt kampen mod GOG og første halvleg i kampen mod Lemvig var aldeles storartede på alle parametre. Der blev der spillet på REHH´s præmisser, og det spillemæssige udbytte var tydeligt for enhver. Topniveauet er rigtig højt på holdet - det hersker der ingen tvivl om. Nu handler det om at stabilisere præstationerne. En sejr i Aarhus lørdag gør ikke nogen formidabel sæson, men det vil være endnu en udsøgt sten på vejen. Med andre ord: 2 points vil lune gevaldigt.

/Sune Agerschou