Sponsoratet er gensidig fordel | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
4. november 2014
To faktorer er afgørende for, at indehaveren af Scandinavian Wine, Kaj Kristensen, er sponsor for Ribe-Esbjerg HH.

- Dels er jeg sportsinteresseret i almindelighed og håndboldinteresseret i særdeleshed, og så har i et netværk, jeg kan gøre brug af, forklarer Kaj Kristensen om baggrunden for sin støtte til REHH.

- For os er det jo en forudsætning med sponsorer for at få det til at køre, men er det også en fordel for dig?

- Det vil jeg afgjort mene ud fra det par måneder, jeg har været i gang. Så det kan jeg godt sige ja til.

- Hvad får du ud af det. Er det konkret mersalg, er det nye kunder, eller er det nye kontakter og dermed potentielle kunder?

- Det var mange ting på én gang, men jeg kan sige ja til det hele. Jeg leverer vine til arrangementerne omkring kampene og taler med mange potentielle kunder, hvis de ikke er kunder i forvejen. Også netværksdelen er et stort incitament for mig. Jeg dyrker netværket, hvor jeg taler med nogle, jeg ikke har talt med tidligere.


Kaj Kristensen med et lille udsnit af tilbuddene.

Kaj Kristensen har siden 2007 drevet Scandinavian Wine og siden 2012 som eneejer. Han har specialiseret sig i handel med hoteller, restaurationer og forretninger, og ud over vine sælger han chokolade, gavekurve og mange forskellige specialiteter.

- Du handler ikke med private?

- Nej, jeg konkurrerer ikke med mine egne kunder. Derfor er jeg ikke så aggressiv under arrangementerne. Det er en afvejning af, hvad man kan tillade sig at gøre. Jeg skal ikke genere mine egne kunder.

- Er det bestemte vindistrikter, du sælger fra, eller er det bredt?

- Jeg har vine fra 13 forskellige lande fra 43 forskellige producenter, så det er bredt. Jeg prøver at finde vine ud fra den målgruppe, jeg forsøger at ramme, og jeg søger bredt.

- Chokoladen og delikatesserne, er det noget, der matcher vinen?

- Delikatesserne er både noget, der matcher, og det kan være en døråbner til vinen. Jeg startede med chokoladeprodukter, og de sælger i perioder næsten lige så godt som vinen. Rent lokalt sælger jeg for større beløb i chokolade fremfor vin, i hvert tilfælde i oktober, november og december. Tingene supplerer hinanden, lyder det fra Kaj Kristensen.