Stor holdpræstation gav 2 point | Nyheder | REHH

Julie Nicolajsen
7. september 2019

Inden kampen i dag vidste vi, at vi skulle præstere på alle parametre for at hive 2 point ud af opgøret. Det må man sige, at vi gjorde. 

Fra kampens start viste vi, at vi kan spille op til dans med de store. Godt hjulpet af meget dedikerede tilskuere, som sørgede for en god stemning, fik vi godt fodfæste i kampen. Vi var faktisk foran med fire mål i første halvleg, hvor vi kunne have øget vores forspring, men TTH Holstebro viste, at de er et kontrahold og kom til mange flotte scoringer i deres andenbølge kontra. Vi fik mere og mere styr på vores returløb og langsomt men sikkert, gik vi til halvleg med en føring på 15-13.

Starten af anden halvleg gik ikke helt, som vi havde håbet på. TTH fik hurtigt kontakt, og stillingen var 15-15. Herefter fik vi pænt styr på tingene igen og var i en lang periode foran med 2 til 3 mål. TTH valgte derfor at spille 7 mod 6. Det gav os lidt problemer i starten, men vi fik indstillet vores forsvar, og det blev sværere og sværere for TTH at komme til scoringer. Magnus Søndenå løb imellem og bragte os foran 27-24. Herfra var der ikke de store problemer, og vi kørte en sikker sejr hjem på 30-26.

Dagens kamp var meget vigtig for vores selvtillid og tro på egne evner - så vi er alle utrolig glade for resultatet. Igen var Nicolai Nygaard en af de bærende spillere med 7 mål. Også Kasper Kvist markerede sig med en utrolig flot kamp, ligeledes med 7 scoringer. Sidst men ikke mindst, bør Magnus Søndenå fremhæves, da han alene i anden halvleg scorede 5 mål. Men først og fremmest er det holdet, som skal fremhæves. Det var 60 min. flot håndværk, som blev belønnet med 2 point.

Vi ser alle frem til næste kamp på udebane i Fredericia, der spilles søndag den 15. september kl. 14.00.


Målscorer:
Nicolai Nygaard, 7
Kasper Kvist, 7
Magnus Søndenå, 5
Simen Schønningsen, 4
Runar Karason, 2
Miha Zvizej, 2
Daniel Ingason, 1
Lars Mousing, 1
Gunnar Stein Jonsson, 1

 

/Lars Walter