Svær opgave venter | Nyheder | REHH

Julie Nicolajsen
19. december 2019
Foto leveret af Photo-Andersen.dk

Lørdag den 21. december kl. 16.00 bliver der fløjtet op til den sidste kamp i Primo Tours Ligaen, inden alle går på en kort men velfortjent juleferie.

Modstanderen er Mors-Thy Håndbold, som ligger lige i baghjulet på os, så qua det er det en vigtig kamp - ligesom alle de andre i øvrigt. MTH har spillet en flot sæson indtil videre og har da også budt ind med flere flotte resultater. Den største man kan nævne er nok deres sejr over mægtige Aalborg Håndbold. MTH kan da også med god grund være stolte af resultatet, da de indtil videre er det eneste hold, der har vundet over Aalborg i Primo Tours ligaen.

MTH spiller meget bevægeligt og aggressivt betonet håndbold, så vi skal være klar fra kampens start, så vi kan spille kampen på vores præmisser. Der er lagt op til en spændende kamp, da begge hold ”står” godt til hinanden. Vi skal have styr på deres to målmaskiner, Marcus Dahlin og Erik Toft, som på det seneste har haft rigtigt tur i den. Den største egenskab som MTH besidder er dog deres kampgejst og team spirit. De præsenterer sig gang på gang som et hold. MTH spiller meget struktureret, så det er her vi skal se, om vi kan kaste lidt grus i maskineriet. 

Det korte af det lange er, at det bliver en stor opgave på en svær udebane, men absolut en opgave der kan løses - så naturligvis tager vi den lange vej til Nykøbing Mors for at hente de 2 point med hjem.

Her til sidst vil jeg/vi gerne ønske jer alle sammen en god Jul og et godt nytår og samtidigt takke jer alle for den voksende støtte, vi har modtaget i denne sæson.

 

/Lars Walther