Svær udebane i vente | Nyheder | REHH

7. september 2018

Søndag aftens modstander, TTH Holstebro på udebane i Gråkjær Arena, bliver naturligvis en vanskelig kamp for REHH. TTH har fået en rigtig god start på sæsonen med to sejre i deres to første ligakampe, de vandt Super Cup over Skjern og slog REHH overlegent i pokalkampen i Ribe. Den kamp gider vi slet ikke tage udgangspunkt i nu. Alt gik galt fra starten - bagud 1-8 blev det for svært at hente det forspring.

Siden er der løbet en del vand gennem åen. Vi har spillet en stærk træningsturnering i Serbien med et par flotte sejre, har vundet en udekamp på Mors som altid er et svært sted at spille, også for de bedste hold, og tabte så i onsdags knebent med en enkelt pind til BSV på hjemmebane efter et sandt drama.

TTH’s helt store forcer er en stærk akse i midterforsvaret og et uhyre godt fungerende omstillingsspil, hvor både første og anden bølgen i kontrafasen vel hører til noget af det ypperste, der leveres i den danske håndboldliga.

For REHH skal der tages udgangspunkt i de flotte angrebspræstationer i de senere kampe, og så skal vi forsøge at få lukket defensiven ned, så den kommer til at fungere på et upåklageligt niveau. Det bør den. Vi har spillerne til det.

Kampen i Holstebro bliver svær men ikke umulig. Leverer vi på samme niveau som mod Mors-Thy og BSV er der lagt op til en meget tæt affære, hvor det bedste hold på dagen tager pointene. Der er selvfølgelig ingen tvivl om, at et pt. uhyre stærkt spillende Holstebro mandskab i egen hule har favoritværdigheden på sin side.



/Anette Knudsen