Svær udekamp i Skanderborg | Nyheder | REHH

Anette Knudsen
19. oktober 2018
Foto leveret af: Photo-Andersen.dk

Lørdag eftermiddag kl. 15.00 spiller Ribe-Esbjerg HH ude i endnu en vital kamp for at få fodfæste i Ligaen.

Modstanderne fra Skanderborg har fået en rigtig god start på sæsonen og ligger godt med i tabellen. Den tidligere Ribe-Esbjerg HH-træner Nick Rasmussen har fået godt styr på tropperne - han er igen i færd med at få mere ud af ressourcerne end forventet, selvom stamspillere som Kasper Irming og Andreas Væver har forladt klubben.

De grønblusede spillere har et hurtigt og meget bevægeligt spil, og der er ingen tvivl om, at opskriften på sejr i morgen er at løbe med REHH i hver eneste sekvens, det er muligt. Hurtigt spil, særligt omstillingsspillet har fungeret rigtig godt, og det vil de fortsætte med at fokusere på i skanderborglejren, uden tvivl. Nyindkøbet Marcus Mørk er desuden blevet fuldt og fornemt integreret fra dag ét. Hans præstationer har været flotte og er en del af forklaringen på Skanderborgs gode og klogt opsatte spil.

REHH skal bruge det positive fra mandagens kamp mod SønderjyskE. Defensiven stod godt. Angrebsspillet var ganske klogt i de første tre kvarter, hvor kampen var i kontrol. Lidt mere fart i spillet, særligt i omstillingsspillet, vil naturligvis gavne - det kan alle se. De nemme mål får vi ikke nok af. Skal der point ud af opgøret mod et Skanderborghold i medvind, skal der nok temposkift til.

REHH skal lære af de sidste 10-15 minutter mod SønderjyskE, hvor ikke meget fungerede, men endelig ikke grave sig ned. Det har ingen brug for. Der skal bygges på de gode ting, fokuseres på dem, snakkes om dem, forsøges at få dem overført til de perioder, hvor tingene ikke fungerer.  Så er holdet kommet et stykke. Og så må vi se.

/Sune Agerschou