Tag på tur i en Ferrari | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
5. januar 2015
Hvem kunne ikke tænke sig at sidde bag rattet i en rigtig rød Ferrari? Sådan en lille, net sag med 510 hk under motorhjelmen og en tophastighed på plus 325 km7t.
Prisen på bilen? ja, hvis det er versionen til racerløb er den på omkring 1,5 mill. kroner, men er det den på hvide plader, så taler vi i omegnen af 4 millioner kroner.
Mange af os, der så vores drenge besejre Århus Håndbold i Blue Water Dokken op til jul, har faktisk set bilen. Den var nemlig udstillet i hallen.
Og nu bliver der mulighed for ikke alene et gensyn med bilen men også en tur i den - dog med en racerkører bag rattet.
REHH arrangerer den 23. april en tur til Sjællandsringen for sponsorer og medlemmerne af erhvervsnetværket, hvor Dream Concept lægger bil til.

Sådan en håndbygget motorcykel er lavet over en Ferraris motor med 145 hk og kan som prototype leveres for omkring 600.000 kr. Foto: mogens b.


Det var også Dream Concept med den tidligere håndboldspiller Lasse Jacobsen i spidsen, der viste bilen i Blue Water dokken i et samarbejde med Preben Grundtvig, der driver firmaet Art On Wheels, hvor de håndbygger motorcykler lige efter købers ønske.
Vi vender senere tilbage med mere information om turen til Sjælland, men det er en god ide allerede nu at sætte kryds i kalenderen, så du er sikker på at kunne deltage.
Du kan læse mere om begge firmaer på deres hjemmesider dreamconcept.dk og Artonwheels.dk