Tæt kamp mod SønderjyskE | Nyheder | REHH

Anette Knudsen
3. august 2018

Det var tydeligt at se på dagens træningskamp i Vojens Idrætsefterskoles håndboldhal mellem lokalrivalerne fra SønderjyskE og vores drenge fra REHH, som endte 27-24 i sønderjydernes favør, at træningen er tung lige nu. Rigtig tung. Ingen af holdene havde ret meget fart over fødderne, og så skete det, der ofte sker i de tidlige træningskampe: Masser af intensitet og fysik og gode hensigter, men ikke ret meget tempo og flydende håndboldspil og næsten ingen gennemspillede angreb og floromvundne detaljer. Men pyt. Det gør ikke noget lige nu. Et par meget hårde træningsuger med masser af løb og styrketræning, hvor håndbolddelen ikke har haft første prioritet, sætter altid sine spor. Det er naturligt så tidligt i sæsonforberedelserne, at fart og det eksplosive antrit mangler. Alt det kommer. De næste uger vil mere og mere af træningen være fokuseret på håndboldtræning og knap så meget på den tunge løbetræning. Det betyder mere fart og højere spiltempo. Desuden vil der altid være en del misforståelser, når 9 nye spillere skal spilles ind på et hold. Det så vi også i kampen i dag. Spillerne er dygtige og i løbet af kort tid, vil de lære hinandens bevægemønstre bedre at kende på banen. Og så hænger spillet bedre sammen.

Hvis vi anskuer tingene fra den positive vinkel, så var der forsvarsmæssigt ganske fine takter. SønderjyskE lavede 7 mål på staffekast og 5 på kontra og altså kun 15 i det stationære angrebsspil, og det var ganske flot. Med i ligningen her er desuden, at vores forsvarsstyrmand, tyske Jacob Heinl, kun spillede de først 20 minutter af kampen og derefter måtte trække sig ud med en mindre muskelskade og at Søren Rasmussen, som startede utrolig stærkt i målet, ligeledes måtte udgå efter knap 20 minutter spil på grund af problemer med det ene ribben.

Og der var flere mandskabsproblemer. Islandske Runar Karason var slet ikke med. Han er ude med en forstrækning. Samtidig var Nicolai Pedersen ikke meget med i kampen. Han døjer stadig efter virkningerne fra et fald i den sidste slutspilskamp i foråret. I den relativt beskedne spilletid Nicolai af den grund fik, gjorde han det godt. Han spillede stærkt i de sekvenser, han var på banen, selvom han som skrevet blev sparet meget af tiden.

Hvis vi spoler tilbage til kampen igen, så var den helt lige hele vejen igennem, men dog med de lyseblå sønderjyder et lille mulehår foran det meste af tiden. For vores sydligere naboer var særligt Mensing og Eggert godt skydende, og Chris Jørgensen var dygtig til at iscenesætte særligt Børm på stregen. Det fik SønderjyskE et hav af straffekast på. Et centralt aspekt i kampen som Ribe Esbjerg HH skal have styr på, når kombattanterne mødes i Ligaen senere på året.  

For Ribe-Esbjerg HH var det ubestridt stærkeste angrebskort i dagens kamp vores norske højre back Simen Schønningsen. Så længe hans kræfter rakte var han virkeligt flot spillende. Han lavede i første halvleg næsten mål efter behag og leverede også en del fine målgivende afleveringer til sine fløje. Stærkt af vores unge nordmand.

Næste træningskampe kommer til at foregå i tyske Stuttgart i den kommende weekend. Modstanderne bliver her Champions League finalisterne fra Nantes og de tyske 1. Bundesligahold fra Göppingen og Stuttgart. Uden tvivl en spændende turnering at se frem til for vores drenge.


/Sune Agerschou