Til nytåret med en rekord | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
29. december 2014
Vores ligahold tog afsked med 2014 med en dejlig og vigtig sejr over Skanderborg, og det skete for et i nyere tid rekordstort publikum, der stående støttede spillerne med klapsalver i de sidste minutter af kampen.
Og efter kampen kvitterede Troels Vejby Jørgensen fra banen for den store støtte, publikum har ydet gennem sæsonen, ligesom Troels ønskede alle godt nytår.

Bestyrelsesformand Lars Lundgaard fortalte efter kampen, at han i de mere end ti år, han har været med, ikke har oplevet så mange mennesker i Invactor Arena (1.610).
- Jeg checkede det efter kampen søndag med centerchef Jørgen Th. Jepsen. Vi vurderede, at der ikke har været så mange i Invactor Arena til håndbold siden de glade dage i 1980'erne, da Ribe sidst var med i dansk håndbolds top.
Lars Lundgaard tilføjer: - Til kampene i Blue Water Dokken i Esbjerg ser jeg mange tilskuere fra Ribe. I dag så jeg lige så mange fra Esbjerg. Det er rigtigt positivt. Det fortæller mig, at publikum og sponsorer tager positivt imod vores lidt komplekse men nødvendige virkelighed med de to hjemmebaner.
- Og så ønsker jeg i øvrigt alle sponsorer, samarbejdspartnere og tilskuere et rigtigt glædeligt nytår - og på gensyn til nogle spændende oplevelser i 2015 i Blue Water Dokken i Esbjerg og Invacor Arena i Ribe.

Efter kampen var der champagne og kransekage til sponsorer og samarbejdspartnere, og her ønskede direktør Rikke Tangaa godt nytår, ligesom Matias Helt takkede publikum for den store opbakning, som virkeligt betyder meget.
- Men det betyder ikke, at publikum ikke godt må give den ti procent mere, lød det med et grin fra Matias.
Lars Lundgaard spurgte cheftræner Claus Uhrenholt ud om aftenens kamp, og det var en tilfreds træner, der var glad for sejren, selv om overtalsspillet modsat kampen mod Århus ikke fungerede.
Claus nævnte også, at med sejren er REHH med blandt de fem hold, der skal kæmpe om de sidste to slutspilspladser.
- Og chancerne for at være med ser fornuftige ud, mente Claus.