TV2 opgraderer håndbolden | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
1. februar 2015

TV2 har med den nye sportskanal opgraderet sporten i almindelighed og håndboldsporten i særdeleshed. Nu fortsætter Thomas Kristensen denne linje med et nyt program.
Kontra hedder programmet, der hver uge går i dybden med tendenser, resultater og sidste nyt fra håndboldens verden.  Thomas Kristensen er anføreren, som sætter kontraen i gang sammen med aktueller gæster på holdet.
Kontra er håndboldens helt eget program med analyser, aktuelle gæster og debat med Thomas Kristensen som vært og i topform efter VM i Qatar. Hver uge får han besøg af en række aktuelle gæster fra håndboldens verden, som er karakteriseret ved, at de er vidende og passionerede, og så er de ikke bange for at sige, hvad de mener.  Både ligaerne og landsholdet og spillet på og udenfor banen bliver behandlet i programmet, der bliver sendt hver onsdag.
Sammen med holdet af eksperter power ranker Thomas Kristensen bl.a. spillerne, finder ugens fedeste øjeblik og stiller ugens hold.
Thomas Kristensen er klar med et nyt håndboldprogram. Foto: Mikkel Tjellesen/TV2

- Jeg glæder mig som en lille dreng til at håndbolden får sit eget program, hvor der bliver tid til at gå i dybden med tingene. Jeg er både glad og stolt over at få lov til at arbejde med en sportsgren, som vi ved, at mange danskere holder af og går op i. Og jeg tør godt love, at Kontra bliver et program, hvor håndbolden bliver taget seriøst. Et program hvor vi behandler håndbolden med kant og kærlighed, fortæller Thomas Kristensen.
Kontra er både fra og til fans af håndbolden, og det er derfor også naturligt, at håndboldfans får adgang til programmet igennem tweets, Facebookopdateringer og Instagrambilleder, der løbende vil blive vist igennem programmet.
Kontra får premiere på TV 2 SPORT 4. februar kl. 21.00. Herefter sendes programmet fast onsdage kl. 22.25.