U18 fik flot sejr | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
8. marts 2015
Efter en noget blandet start på sæsonen, fik U18 en god og flot sejr i søndagens hjemmekamp mod Mors.

Da holdet tidligere mødte Mors på Limfjordsøen, endte det med en sejr på 32-26 til Mors efter en noget rodet kamp.

I søndagens kamp i Guldagerhallerne startede UH Esbjerg med et defensivt forsvar, og det var tydeligvis ikke det, Mors havde forventet. Det forsvar holdt de første ti minutter af kampen, hvorefter UH Esbjerg mistede momentum og Mors overtog kampen. Det endte med en halvlegsføring til gæsterne på 17-9.

UH Esbjerg-drengene spillede med en meget dårlig indstilling og attitude i denne del af kampen.

- Og det medførte en kærlig opsang i halvlegen, hvor der blev talt med store ord og hvor drengene fik at vide, at hvis de vil det her, skal der en helt anden indstilling til, som ungdomstræner Mark Bendixen fortæller.

Og det hjalp. Drengene fik tingene justeret og åd sig stille og roligt ind på Mors’ forspring. Lasse Nikolajsen spillede en rigtig flot kamp på fløjen, Rasmus Nielsen stod en od kamp i målet, og Benjamin Holm på højre back fik åbnet for skuddene og scorede de sidste fem mål, hvilket resulterede i en Esbjerg-sejr på 29-27. Esbjerg vandt således anden halvleg med 20-10.

U18 har nu spillet syv kampe og fået fire point.

Den første kamp mod Skanderborg blev vundet, og de fem andre kampe har været tætte, hvor nederlagene har været på to og tre mål. Men det har været lærerigt for drengene, forklarer Mark.

- Nu ved de, at når der laves fejl, bliver det straffet.

Der resterer tre kampe. Holdet møder på torsdag hjemme Århus, der nok er Danmarks bedste U18-hold for nuværende. Derefter følger Kolding og Ålborg ude.

- Så må vi se, hvor langt, det bærer, konstaterer Mark.