Ugens brag: Ribe-Esbjerg HH vs. SønderjyskE | Nyheder | REHH

Julie Nicolajsen
1. oktober 2020
Foto leveret af Photo-Andersen.dk

Efter to hårde opgør på udebane vender vi endelig hjem i vante rammer, hvor SønderjyskE Herrer venter. To af de hold, der som oftest er indblandet, når de sidste slutspilspladser skal uddeles i enden af turneringen. Dermed behøver vi ikke at bruge flere linjer på opgørets vigtighed.

SønderjyskE har fået en ok start på turneringen med ny træner, og en del spændende udskiftninger i truppen, heriblandt Thomas Mogensen, Marcus Dahlin og franske Noah Gaudin.

Siden sidst har vi desværre måtte sende Magnus Søndenå under kniven. Besard Hakaj har ligeledes måtte tage sig en ufrivillig pause pga. skade. I det lys er det dejligt, at klubben har kunnet agere i markedet og hente Simon Birkefeldt hjem fra svenske Kristianstad.

Vi arbejder fortsat på at udvikle vores defensive base til at kunne modstå de angrebstryk, der er blevet markant skærpet på stort set alle hold i indeværende sæson. Det betyder, at vi nok skal vænne os til flere scoringer generelt, men det betyder også, at der skal findes nye varianter defensivt.

Vi glæder os som sagt til at spille foran vores eget publikum og håber, at vi kan servere en god præstation og et udtryk der samlet set rækker til to point.

Vel mødt!


Kampen vil kunne følges på Livescore ved at klikke her