Uhrenholts tropper venter | Nyheder | REHH

Anette Knudsen
23. september 2018
Foto leveret af: Photo-Andersen.dk

Mandag aften skal REHH op mod Claus Uhrenholdts tropper fra Lemvig, og det kan godt gå hen at blive en svær størrelse. Hjemmeholdet er generelt stærkere på hjemmebane end ude, og pointudbyttet i kampene er vel nogenlunde, som Lemvig havde forventet inden sæsonen, selvom hjemmekampen mod et formstærkt Skanderborg-hold nok ærgrer i Lemvig-lejren, for den kunne godt have givet et point eller to.

For REHH handler det om at få sat en prop i. Vi har set holdet tabe med 8-10 mål på 14-16 minutter i de sidste par kampe, og det er selvfølgelig for meget. Og selvom Lemvig hverken er TTH Holstebro eller Aalborg, så er der ingen tvivl om, at vores drenge skal præstere på et andet niveau for at få begge points med hjem. Man kan tabe til alle hold i ligaen. Især på udebane. Det skal man huske. Og særligt i vores nuværende forfatning, hvor vi leder efter stabilitet i vores spil.

Det bliver også et gensyn med et par af vores ”egne drenge”. Mark Nikolajsen og Mathias Porsholdt stiller formentlig op for de rødblusede, og er der to spillere, som vil gøre alt for at vise os alle, at de har liganiveau, er det nok dem. De er klar til at vise deres hjemby, hvilket stof de er lavet af. Ingen tvivl.

TV-kampen mandag aften er en chance for REHH. De næste kampe spilles mod hold som de fleste formoder placerer sig mellem nummer 7 og 14 i Ligaen. Det vil være det rigtige tidspunkt at stemple ind i turneringen med at vinde i Lemvig. Eller sagt på vestjysk: Det vil være fint med en sejr. Alternativet vil vi helst ikke tænke på.

/Sune Agerschou