Veloverstået træningsturnering i Stuttgart | Nyheder | REHH

13. august 2018

Ribe Esbjerg HH i tæt drama mod Nantes.

Lørdag aften spillede Ribe-Esbjerg HH træningskamp til Sparkassen Cup i Stuttgart mod Champions League finalisterne fra Nantes. Og det blev en både medrivende, flot spillet og tæt kamp, på alle måder.

Trods skader hos Lukas Karlsson, Søren Rasmussen, Simen Schønningsen og til dels Jacob Heinl som igen blev sparet i de sidste 40 minutter på grund af en mindre muskelskade i baglåret, spillede Ribe-Esbjerg HH en kanonkamp mod de franske stjerner fra Nantes, som stillede i noget nær stærkeste opstilling. Hvis ikke Runar Kárason var blevet skadet i anden halvleg og måtte udgå, havde de blå fra vestkysten formodentlig vundet den kamp, ingen tvivl om det.

Kárason som i Simen Schønningsens fravær var den eneste venstrehåndede højre back på holdet, havde indtil da været rigtig godt spillende og med mange og flotte mål havde han lagt et gedigent og konstant pres på Nantes` venstre forsvarsside.

Men der var mange spillere og mange elementer som stod stærkt i billedet. Gunnar Stein Jónsson styrede spillet godt og sikkert, Nicolai Pedersen, som har døjet med en længerevarende skade var igen rigtigt fint spillende og fløjene Kvist og Søndenå var stærke i kontrafasen.

-Og så var der lige forsvarsspillet. Det fortjener en særlig opmærksomhed. Forsvarsspillet var i hele kampen stærkt og bevægeligt, ingen nævnt, ingen glemt, men særligt i de første 15 minutter havde Nantes` angrebsspil store og bastante problemer med at komme igennem ” muren”, og hvis det endelig lykkedes stod Tim Winkler inde i målet og pillede det ene skud ned efter det andet, nærmest uanset fra hvilken position franskmændene afsluttede. Det var klasse. Høj klasse.

I starten stod der Ribe-Esbjerg HH på det hele. Efter godt 12 minutter var holdet foran 8-2. På det tidspunkt gik der nærmest et sus gennem publikum, som havde forestillet sig en fransk opvisning, men som nu blev vidne til dansk overlegenhed på alle fronter. Særligt det føromtalte forsvarsspil og kontrafasen fungerede rigtig flot.

Men klasse fornægter sig aldrig. Stille og roligt åd franskmændene sig tættere og tættere på og ved pausefløjtet var Ribe-Esbjerg HH-føringen skrumpet til 2 mål. 12-10.

I anden halvleg havde de fleste nok forventet et fransk stormløb mod Ribe-Esbjerg`s mål. Det kom også, men igen viste forsvaret høj kvalitet og stod imod det enorme pres der blev lagt. Det betød at anden halvleg blev en tæt og seværdig affære med masser af dramatik og udvisninger – mest til Ribe-Esbjerg HH – men hele tiden med vores drenge 2-3 mål foran i det meste af halvlegen. Det var stadig med et forsvarsspil i absolut topklasse og med Tim Winkler stærk og holdbar i målet, som var grundstenen bag den overraskende føring.

Med godt 10 minutter tilbage kaster Runar Kárason sig efter en bold i forsvaret. I faldet støder han tommeltotten i gulvet og får af uransagelige årsager en dyb flænge i tommeltotten, som holder ham ude i resten af kampen. Han blev efterfølgende syet på skadestuen og må nu desværre holde pause fra håndboldbanen noget tid. Det fik betydning for kampens resultat. Selvom den resterende del af spillet stadig var tæt, så lykkedes det nu Nantes at få et lille overtag i spillet og efter en flot og spændende kamp kunne franskmændene trække sig sejrigt ud med en 23-24-sejr.

Og Ribe-Esbjerg HH? Det er sjældent man kan glæde sig over et et-målsnederlag, men her gør vi alligevel undtagelsen. Det var en kanonpræstation drengene leverede mod sidste sæsons nummer 2 i Champions League. Intet mindre.

 

Flot sejr over Stuttgart 

Søndag middag spillede REHH den sidste kamp til Sparkassen Cup i det sydlige Tyskland. Denne gang mod det lokale 1. Bundesliga-hold fra Stuttgart. Det var et skadesramt REHH-hold der stillede til start. Helt udenfor sad Lukas Karlsson, Søren Rasmussen, Simen Schønningsen og Runar Kárason, og Jacob Heinl spillede, som i lørdagens kampe, blot 20 minutter for at undgå en fiberskade i en overanstrenget lårmuskel. Og det skulle blive værre i løbet af kampen, da Rasmus Boysen, som sled og slæbte som vanligt, måtte udgå i 1. halvleg efter et slag i ansigtet og en blodansamling under øjet. 

Alligevel var det et tændt og godt fightende REHH-hold, der præsenterede sig i kampen. Forsvaret var endnu en gang i særklasse. I midterforsvaret var det ligegyldigt om det var Heinl, Zvizej, Tidemand eller Tau som dækkede 3èr eller hvilken konstellation blandt de 4 navne, Lars Walther udpegede. Det fungerede optimalt uanset hvad. Det var altså flot.

Og bagved var Tim Winkler igen en sikker sidste skanse med gode parader på vigtige tidspunkter, særligt i 2. halvleg. Efter en halvlegsføring på 13-11 udbyggede REHH føringen og var efter 38 minutter foran 18-11. Her var det specielt gedigent og forudseende forsvarsspil og en lynhurtig Kasper Kvist i kontrafasen som var arkitekterne bag det gode spil. Derefter var det som om Stuttgart tog sig sammen for at undgå et truende stort nederlag, men tættere på end 20-18 kom de ikke og til sidste kørte vores drenge en sikker 25-20 sejr hjem. Der var aldrig tvivl om udfaldet. REHH var det bedste hold på banen.

En af de største præstationer blev leveret af Magnus Søndenå som i fraværet af begge højre backs og den skadede Boysen spillede en stor del af kampen på højre back. Det gjorde han fremragende. Det blev til 4 mål fra distancen samt et tilkendt straffekast fra den bevægelige og lynhurtige nordmand, som i REHH normalt figurerer på højre fløj, men som har god erfaring med at spille højre back fra den norske liga. De fleste tilskuere i hallen måbede en ekstra gang, da venstrehåndede Magnus smed et hårdt underhåndsskud afsted fra backpositionen – med højre hånd. Den tidligere verdensmester, Bitter, i Stuttgarts mål, reddede det ellers kvalificerede skud med en god fodparade, men Magnus var hurtigt over returen og tilkæmpede sig et straffekast. Imponerende. Intet mindre. 

Mens sejren over Stuttgart bindes en sløjfe over den godt organiserede træningsturnering. Og for REHH var udbyttet godt. Og stort. En ganske tæt kamp mod Göppingen indtil de løb fra os til allersidst. Et drama mod Nantes. Afsluttende med en sikker sejr over Stuttgart. Et godt gået skal lyde herfra til drengene og til lederne på bænken. Sådan!

/ Sune Agerschou 

Hvis I har lyst til at se et udpluk af fra turen til Stuttgart kan I på vores Instagram profil Ribeesbjerghh under Stuttgart se hvad herrerne har lavet, hvor Gunnar Jónnson har jer med på sidelinjen.