VM-Klumme: Danmark stormer mod ¼ finale | Nyheder | REHH

Julie Nicolajsen
21. januar 2021

Argentina kunne som ventet intet stille op mod en velsmurt dansk håndboldmaskine. Det er tydeligt, at spillere og ledere glæder sig til møde modstand. Det tænker jeg også flertallet af seerne efterlyser. Vi vil gerne have lidt spænding og se de bedste spillere i seriøs aktion. Den del er der i øvrigt andre hold, der har taget hul på. Eksempelvis så vi i går en af de bedste kampe blive udkæmpet mellem Portugal og Norge. Det var ”kunst” for håndbold feinsmeckere!

I mellemrunden venter Qatar, Japan og Kroatien, og her venter der med garanti masser af god håndbold. Det er dog ikke bejlere til, at ryste Danmark ud af kurs i min optik. Umiddelbart er det ”kun” Kroatien, der kan lege med. Men det kræver, at de gør alvor af at skifte flere prominente ind i truppen. Qatar blegner lidt i forhold til tidligere styrke, hvor ”købeholdet” blev søsat med stor sportslig succes med VM-Sølv i 2015. Japan har klart overrasket positivt med deres spil. Det er tydeligt, at de var/er inde i en god proces mod OL på hjemmebane. Men de kommer nok til kort defensivt i mellemrunden. Går det som spået får vi Danmark flyvende ind i kvartfinalen, hvor det for alvor bliver spændende. Og det bliver med maksimale ressourcer, der endnu ikke er blevet slidt voldsomt på.


/Kristian Kristensen