932 blev godt underholdt | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
21. marts 2017

932 sponsorer, samarbejdspartnere og gæster fik en fantastisk optakt til mandagens kamp mod SønderjyskE, der som bekendt gav os en plads i slutspillet.

932 mennesker fylder godt

De 932 var gæster ved VIP-arrangementet i Carlsberg Loungen på Blue Water Arena, og da samtidig Skjern Banks og Ribe-Esbjerg HH's Spinning Grand Prix blev afviklet, kunne den egentlige Carlsberg Lounge ikke rumme alle gæster. Det var nødvendigt at tage etagen oven over i brug, og her kunne gæsterne følge slagets gang via højttalere og ved et kig ned gennem den åbning, der er i etageadskillelsen.

Der blev kørt om mange gode præmier - her er det fine gavekurve fra Blomsterhuset

Det er mange mennesker at skulle beværte, men med vanlig gennemført god stil klarede personalet i Carlsberg Loungen også denne udfordring med bravour.

Den velsmagende og veltilberedte menu blev leveret af ECH Park, i et samarbejde med Slagter Theilgaard. Menuen bestod af tatar af koldrøget fanølaks og marineret dansk kylling som forret. Hovedretten var helstegt oksefilet af angus med stegte kartofler, rosmarinsauce og marineret spidskål som tilbehør.

Desserten var mandelkage med vaniljeskum og mormors æbletrifli, som køkkenchef Bo Rasmussen forklarede det.

De velvalgte vine var som vanligt leveret af Scandinavian Wine. En hvid Tonel 22 dyrket i Argentina på Chardonnay-druer. En frisk vin, der gik godt til forretterne, men som givet også kan drikkes uden fast føde som tilbehør. Den røde, Tonel 46, Malbech Reserva, er en relativ kraftig vin, der holder 14,6 procent. Det er en vin med en god krop og blød eftersmag. Den vin er det meget svært at blive uvenner med.

Sønderjysk Forsikring var VIP Partner denne aften, og afdelingsleder i Esbjerg, Claus Pedersen, kunne fortælle, at Sønderjysk Forsikring gør meget ud af at være lokalt forankret og yde støtte til lokalområdet. Han glædede sig over at være blevet en del af REHH's netværk, og han kunne fortælle, at Sønderjysk Forsikring nu også er gået i land på Fyn.

Flotte gevinster fra Profil Design Trading.

Profil Design Trading havde igen leveret de meget fine præmier til aftenens quis om kampens resultat. 59 havde tippet på, at vi vandt med 1 mål, og det betød, at der måtte trækkes lod for at finde vinderne.

De blev 1. Vagn Sørensen, 2. Niels Peter C. og 3. Pia Jørs.

Fotos: Mogens B.