Drengene gjorde det igen | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
5. oktober 2016
Efter en fantastisk flot og kontrolleret indsats lykkedes det igen vores ligahold at slå en af de store i 888ligaen.
I Gråkær Arena i Holstebro gik det ud over Team Tvis Holstebro, der blev besejret med 26-24 efter en hæsblæsende afslutning. Halvlegsresultatet var 12-11 i vores favør.
Første halvleg var meget jævnbyrdig, mens det i anden halvleg var os, der havde teten. Vi var aldrig bagud i halvlegen, og da der manglede knapt seks minutter af kampen, førte vi med 24-20. De efterfølgende minutter blev dramatiske, da REHH først brænde et straffekast, og senere blev Team Tvis Holstebro ramt af en udvisning, og der blev dømt straffekast til REHH. på det tidspunkt var stillingen 25-24, og Rasmus Nielsen omsatte sikkert straffekastet i mål, så vi fik den to måls føring, som også blev kampens resultat.
De sidste minutter havde begge hold et par skudchancer, men de blev ikke omsat i mål, og vores drenge kunne trække sig tilbage med to velfortjente point.
Det var en kamp, der blev præget af mange udvisninger og straffekast. 11 udvisninger i alt fordelt med seks til gæsterne og fem til hjemmeholdet, samt ni straffekast.
Det var ikke fordi, kampen var særligt hårddt spillet, men der var til tider nogle kendelser til begge hold, som det var svært at se det logiske i.
Vores drenge spillede en virkelig god kamp, og det var da også en særdeles tilfreds cheftræner Claus Uhrenholt, jeg talte med efter kampen.
- Det var høj klasse. Vi dækker utroligt godt op, og Jonas står igen en god kamp også fordi, der dækkes godt op.
- Vi havde rigtig godt styr på angrebet, der blev sindssygt godt styret af Lukas Karlsson. Kollektivt set var angrebet klogt. Måske ikke så prangende men klogt, og boldene blev puttet i mål, når chancen var der. Det er også nødvendigt mod et hold som Team Tvis Holstebro.
- Vi fik kampen over på vores præmisser. Vi havde styr på angrebet, så vi vidste, hvad vi lavede, og TTH havde svært ved at komme til noget fornuftigt.
- Det er også bemærkelsesværdigt, at Lukas scorer fem mål. Hele kampen spiller de et fem-et forsvar, hvor de prøver at holde Lukas ude, og så er det flot at score fem gange. Men i det hele taget var det en taktisk klog kamp. Den var helt perfekt, lød det fra Claus.

Kampen i tal

Målscorere: REHH:  Pelle Schilling 5, Lukas Karlsson 5, Rasmus Nielsen 5, Jacob Holm 3, Jonas Tidemand 3, Aku Kreutzmann 2, Søren Tau 1, Rasmus Bertelsen 1, Jonas Hansen 1
TTH: Kasper Kildelund 6, Magnus Bramming 4, Jonas Porup 4, Simon Birkefeld 3, Emil Sidelmann 3, Victor Östlund 2, Vignir Svarvarasson 1, Martin Hansen 1,
Udvisninger: REHH 6, TTH 5.
Tilskuere: 1124
Dommere: Michael Gunnar Skjøth Søegaard og Thomas Kulisz Nielsen.