Efter tæt afslutning - håb om bronze søndag! | Nyheder | REHH

Johnny Tauman
3. februar 2018

Santander Final4 semifinalen i en næsten fyldt Gråkjær Arena i Holstebro mellem TTH, Holstebro og Ribe-Esbjerg HH blev vundet af hjemmeholdet med cifrene (26-25) efter en halvlegsstilling på (15-11). Den anden semifinale mellem Aalborg Håndbold og GOG blev vundet af GOG med (32-23) efter halvlegsføring på (15-12). Det betyder, at Aalborg Håndbold og Ribe-Esbjerg HH spiller bronzekamp i søndagens første kamp, mens finalen om pokaltrofæet står mellem GOG Håndbold og TTH Holstebro.
ET SEKUND FRA FORLÆNGELSE
Ribe-Esbjerg HH tabte med et mål - i sidste sekund - på en TTH scoring i et tomt mål, efter at Jacob Holm for første gang i 2. halvleg havde sendt bolden i mål til uafgjort (25-25) blot 3-4 sekunder tidligere.
Ribe-Esbjerg HH må være svage favoritter i bronzekampen mod Aalborg Håndbold, som blev spillet ud af banen af et topmotiveret GOG mandskab. En sejr forudsætter dog, at Jacob Holms eenmandshær får hjælp af hele holdet inkl. målmændene, som skal spille en fejlfri kamp. Cheftræner Ryan Zinglersen er kommet et langt skridt med holdet i løbet af den første måned – og derfor kan/skal søndag skal være det endelige vendepunkt.

Foto tau: En næsten fyldt Gråkjær Arena var rammen om spændende afslutning
REHH KOM SVINGENDE FRA START
Ribe-Esbjerg HH ´s Miha Zvizej satte bolden i spil, og Lukas Karlson scorede kampens første mål. Morten Nyberg fik den første advarsel for en forsvarsaktion (1-1), og så kom TTH foran (2-1) på kontraangreb.
Efter godt 8 minutter øgede hjemmeholdet til (3-1), men kort derpå sendte Jacob Holm bolden i netmaskerne (3-2). TTH øgede med et flot langskud helt oppe i hjørnet (4-2) efter 10 minutter.
REHH fik tilkæmpet sig et straffekast, men Philip Holm misbrugte - og holdet kom efterfølgende bagud (5-2). Flot gennembrud af Jacob Holm til (5-3), men TTH svarede hurtigt igen (6-3).
RYAN TOG TIDLIG TEAM-TIME-OUT
Cheftræner Ryan Zinglersen kaldte holdet til Team-Time-Out med tiden 14:33.
Der skulle spilles mere koncentreret!
Morten Nyberg spillede herpå Pelle Schilling helt fri midt for mål, men han misbrugte chancen, og TTH-kontraspillet gjorde det onde ved REHH (7-3). 
Jacob Holm kæmpede sig til endnu en scoring, men straks svarede TTH igen (8-4).
Jacob Holm fortsatte sit gode spil og scorede sit 4. mål efter 18 min og det 5. mål blot et halv minut senere.
Jacob Holm faldt uheldigt under den sidste scoring og måtte overlade pladsen på banen til Rasmus Boysen.
MATHIAS JØRGENSEN FANDT MÅLET
Mathias Jørgensen fik hul på bylden (10-7). REEH sendte efter endnu en scoring til (11-7) målmand Rasmus Lind på banen.
Rasmus Nielsen fik muligheden fra 7 meterstregen – og reducerede til 8-11.
Fløjskud fra Mathias Jørgensen ramte den indvendige side af målrammen (11-9) og en kontrascoring af Miha Zvizej udløste mål til (11-10).
REHH havde fået styr på forsvarsspillet. TTH tog derfor straks TTO og fik møbleret angrebet om.
RODET AFSLUTNING AF 1. HALVLEG
Rasmus Boysen trak TTHs Peter Balling ned til en 2 minutters udvisning. Det blev (12-10) til TTH på straffekast. Fejlaflevering af Peter Balling åbnede op for en reducering, men en optimistisk Morten Nyberg aflevering blev ikke opsnappet på stregen. Derimod fik TTH efterfølgende straffekast og øgede til (14-11) efter en udmærket scoring af Pelle Schilling.
Kort før pausen scorede Peter Balling dog til (15-11) for TTH.
HOLDENE SCOREDE PÅ SKIFT
Rasmus Lind tog første skudforsøg, og Jacob Holm trak en udvisning - så kom 2 halvleg fra land. Uheldigvis blev Pelle Schillings forsøg fra fløjen misbrugt og i undertal blev det (16-11).
TTH forcerede, men tabte bolden og Jacob Holm kunne sende bolden i et tomt mål (16-12). Morten Nybergs skud blev reddet, og i det efterfølgende angreb snuppede Rasmus Lind et straffekast.

Foto: Målmændene Tim Winkler og Rasmus Lind - fanget under opvarmning - nåede ikke toppræstationer i denne kamp
Jacob Holm gjorde det til (17-13) med sin 7. scoring.
Ribe-Esbjerg HH tog efter endnu en scoring Team-Time-Out - bagud med fem mål (18-13).
YEHIA ELDERAA PÅ BANEN 
Holdet fik egyptiske Yehia Elderaa på banen.
I godt sammenspillet kontraløb reducerede Miha Zvizej (18-14).
Hjemmeholdets publikum lagde ekstra pres på REHH-spillerne, som de stod imod. Yehia Elderaa prøvede uden held fra fløjen - holdet mistede efterfølgende bolden og TTH spadserede til (20-14). 
Mathias Jørgensen var heldigvis igen træfsikker fra fløjen (20-15). 
MANGE TEKNISKE FEJL FRA BEGGE HOLD
Begge hold begik en række tekniske fejl - flere tilfældigheder afgjorde, hvem der fik bolden.
Miha Zvizej blev spillet fri midt for mål - og reducerede til (20-16). 
14 GYLDNE MINUTTER
Med under 14 minutter tilbage kunne det nås endnu - men det ville kræve sikkerhed på alle parametre.
Søren Tau slap fri på stregen (21-17), men historien gentog sig desværre med hurtig scoring (22-17). Jacob Holm i fremdrift (22-18) og (23-19).
Pelle Schilling skød langt forbi på kontra, og TTH kom "afgørende" i front (24-19).
Mathias Jørgensen (24-20) - og teknisk fejl af Peter Balling.
Viljeskud fra Pelle Schilling (24-21) og redning af Tim Winkler. 
Søren Tau mistede oplagt scoringschance - efterfølgende straffekast sat ind af Rasmus Nielsen gav usikkerhed hos hjemmeholdet (24-22) med godt 5 minutter tilbage. 
Advarsel til medlevende Ryan Zinglersen. 
TTH tog deres sidste Team-Time-Out.
Hjemmeholdets tilskuere forsøgte at bære hjemmeholdet frem - stående med klappølser og trommer.

Foto tau: Den lille BLÅ-klædte fanskare fra Ribe-Esbjerg HH gjorde sit mod larmen fra hjemmeholdet!
Peter Balling begik angriberfejl, men for første gang misbrugte Miha Zvizej chancen for at komme på minus 1. 
Med 4 minutter tilbage fik TTH straffekast - målmand Rasmus Lind var chanceløs.
Morten Nyberg brød igennem (25-23) med 3 minutter igen.
Jakob Holm ramte stolpen, da angrebet var gået i stå.
Mathias Jørgensen kom alene igennem - intet, mente dommerparret. Men Lukas Karlsson ville det anderledes og reducerede til (25-24) med et minut tilbage. 
LIGE VED – OG NÆSTEN: BARE 1 SEKUND FRA
Hjemmeholdet var under pres af forvarselstegn, og et skudforsøg blev snuppet af Tim Winkler.
19 sek. tilbage.
Ribe-Esbjerg HH tog Team-Time-Out med blot 19 sekunder tilbage.
Der blev sat et 7 mod 6 angreb op - og naturligvis var det Jacob Holm, som udlignede med 3 sekunder igen (25-25).
En forlængelse var inden for rækkevidde, men nej!
TTH sendte bolden i et tomt Ribe-Esbjerg HH mål (26-25) næsten samtidig med slutfløjtet.

Målscorere: Jacob Holm 10, Mathias Jørgensen 4, Miha Zvizej 3, Lukas Karlsson 2, Pelle Schilling 2, Rasmus Nielsen 2, Morten Nyberg 1, Søren Tau Sørensen 1.