En herrefight med optimisme | Nyheder | REHH

Johnny Tauman
2. november 2017

Ribe-Esbjerg HH måtte i den sene aftenkamp mod BSV se sig slået med (27-30) efter at have ført med (14-13) ved pausen. Når man ligger og roder i bunden af 888-ligaen, så er det vigtigt at følge cheftræner Jan Leslies klare budskab: ”Der skal være ild i øjnene – og der skal spilles koncentreret håndbold i 60 minutter, og der er ikke plads til udfald.”

Foto: tau - Kampen bød på flere intense kampe mellem de to store "vikinger" - Miha Zvizej, REHH og Jesper Nøddesbo, BSV

Ribe-Esbjerg HH og BSV gav allerede fra kampens start hinanden en god fight. Hjemmeholdets forsvar stod solidt – og selv en tidlig udvisning af Miha Zvizej betød ikke noget for kampens stilling.
Det var tydeligt, at Ribe-Esbjerg HH havde fundet et system, som kunne lukke BSV-forsvaret op. Yehia Elderaa kombinerede godt med Jacob Holm – og så oplevede vi endda Yehia som en sikker straffekastskytte!
BSV var foran (0-1), (1-2) og (2-3), men herfra var det Ribe-Esbjerg HH, som var i front. I målet pillede Tim Winkler stille og roligt boldene ned – og i angrebet kunne man opleve ”vildskab”, som da Lukas Karlsson skød på stolpen, erobrede returbolden og scorede bag en chanceløs BSV målmand Søren Rasmussen.
Da Tim Winkler havde reddet en 100 % BSV-chance på en kontraløb efter godt 15 minutters spil – og Lukas Karlsson gjorde det til (8-6), kunne et medlevende publikum føle gejsten, og stemningen steg i Blue Water Dokken i takt med, at hjemmeholdet totalt satte sig på kampen.
Det blev både (9-6), (10-6), (11-6) – og BSV-træner Peter Bredsdorff-Larsen forsøgte både med Team-Time-Out og udskiftning af målmand Søren Rasmussen at bremse hjemmeholdets fremmarch.
Hjemmeholdets målmand Tim Winkler reddede et straffekast lop fra Michael Knudsen – og flere træffere fra Jacob Holm betød, at de 1.210 tilskuere havde det herligt. Blot 2½ minut før pausen viste måltavlen (13-8) i hjemmeholdets favør.
Men, men! BSV ville det anderledes – og med tre meget hurtige mål var hjemmeholdet indhentet (13-11). Yehia øgede med et viljestærk gennembrud til 14-12, men taktisk klogt spil fra udeholdet betød en livgivende reducering til (14-13) blot 1 sekund før pausen.
I 2. halvleg var Jacob Holm her og der og alle vegne – og han nåede alt i alt at score 12 mål, hvilket også var stærkt medvirkende til kåringen som ”kampens spiller.”
Hjemmeholdet viste, at de kunne spille håndbold – og forsvare sig, når BSV pressede på.
Men efter godt 40 minutters spil skiftede kampen karakter – tre hurtige BSV mål ændrede en REHH føring på (20-18) til en rigtig træls stilling (20-21). Herfra var det desværre op ad bakke – og da Yehia Elderaa måtte bæres fra banen med et skadet knæ, var det som om ”ilden i øjnene mistede kraft”.

Foto: tau - Yehia Elderaa havde et formidabelt samarbejde med Jacob Holm, inden han blev skadet midt i 2. halvleg

En række taktiske forsøg med bla. 7 mod 6 spillet skabte dog balance (22-22) – og naturligvis var det et Jacob Holm mål!
Hjemmeholdet holdt i det store og hele de taktiske aftaler, men det var desværre ikke tilstrækkeligt til pointudbytte. BSV trak i slutfasen fra med nogle lette mål, og holder dermed fast i en topplacering i 888ligaen.
Ribe-Esbjerg HH SKAL i udekampen torsdag d. 9. november mod Nordsjælland Håndbold føje endnu to points til kontoen. Der er sporet STOR fremgang i de sidste par kampe – så nu skal marginalerne over på REHH´s side!

Foto: tau - Jacob Holm blev kåret til kampens spiller.

Målscorere: Jacob Holm 12 mål, Lukas Karlson 6 mål, Yehia Elderaa 5 mål, Miha Zvizej 2 mål, Philip Holm og Lasse Nikolajsen hver et mål.

Endnu en spændende seværdig håndboldkamp med TV-dækning -er slut. Næste hjemmekamp er samme sted mod KIF Kolding-København d. 14. november kl. 18:30