HC Midtjylland kommer på besøg | Nyheder | REHH

29. november 2017
Photo-Andersen.dk

Hjemmekampen mod HC Midtjylland er et opgør mellem to kombattanter, der begge har som erklærede mål at kvalificere sig til slutspillet i herrehåndboldligaen. I sidste sæson startede HC Midtjylland ud med brask og bram og placerede sig efter første halvdel i toppen af rækken. Så gik det ned ad bakke. Sådan for alvor. I forårssæsonen dalede holdet støt og roligt nedad i tabellen med en bemærkelsesagtig lang række af ubrudte nederlag og endte på en skuffende 10. plads et stykke udenfor det gode selskab blandt slutspillets 8 øverste. Ud fra spillermaterialet burde det være gået betydeligt bedre.

Den lange række af nederlag har holdet fået brudt i denne sæson, men for alvor stabilitet i spillet kniber det fortsat lidt med, og det har betydet, at holdet i skrivende stund er placeret udenfor top 8.

En anden faktor er nok også i spil her. Klubben har vægtige økonomiske problemer og er p.t. i gang med en større indsamling blandt erhvervslivet i det midtjyske i bestræbelserne på at redde klubben fra økonomisk deroute. Den slags spekulationer og bekymringer har det med at forplante sig i spillet på banen. De seneste meldinger lyder dog på, at en del af det manglende beløb nu er kommet i hus, så det bliver spændende at se, om det forhold får betydning for spillet på banen i torsdagens kamp.

For REHH handler det om at begynde at vinde nogle af de tætte kampe. Dem spiller holdet masser af. De få negative udfald i kampene, ofte blot få sammenfaldende minutter i træk, skal minimeres, hvis holdet skal slå HC Midtjylland. REHH skal ligeså stille og roligt spille sig ind i ligaen igen. Det er spillerne gode nok til. Uden tvivl. Holdet har generelt rigtig godt styr på kampene indledningsvis, og spiller ofte tætte og drabelige afslutninger, men indtil nu uden det fornødne held og den altafgørende dygtighed i slutfasen. Netop det billede gjorde sig i øvrigt gældende i det modsatte opgør i Herning, hvor premierekampen endte med et unødvendigt et-målsnederlag til REHH, selvom holdet førte med 4 mål i slutfasen. Dengang trak Espen Lie Hansen, Eivind Tangen og co. det længste strå i en hæsblæsende afslutning. Men det var dengang. Spørgsmålet er om tiden nu er inde til en REHH-sejr på hjemmebanen i Dokken? Vi krydser fingre.



/Af Sune Agerschou