Hjemmekamp mod de danske mestre | Nyheder | REHH

26. februar 2018

En hjemmekamp mod mesterholdet fra Aalborg. Er det ikke blot en gratis kamp? En af den slags kampe, som ingen forventer REHH vinder, og som derfor blot vil blive taget med et skuldertræk af spillere og folk omkring klubben, hvis det nu skulle ende med et nederlag? Nej. Slet ikke. Faktisk overhovedet ikke. For det første har Aalborg Håndbold til dato ikke været flyvende i sæsonen. Deltagelse i Champions League har kostet kræfter for holdet fra Limfjorden og samtidig har tabet af verdensklassespilleren Sander Sagosen til Paris i sommerpausen betydet, at der er blevet længere mellem de nemme mål for holdet. For det andet, og det er det vigtigste, så skal REHH have skrabet så mange points sammen, at det ender med en slutspilsplads og derfor skal der nok også en enkelt eller to af de store skalpe i hus, hvis det skal lykkes. For det tredje, og den tager vi lige med, så har REHH faktisk en ganske god statistik mod Aalborggenserne. I sidste sæson vandt de blåblusede begge indbyrdes opgør. 

For REHH handler det om igen at få styr på det forsvarsmæssige. At få det til at fungere. At lade den del fremstå som den trygge, stabile base, holdet altid kan falde tilbage på, når det kniber. Det har defensivt set godt ud i det meste af sæsonen, uagtet der var visse problemer i Århus - det kunne vi se. Men med fart i omstillingsspillet, omtanke i det stationære angrebsspil og fine scoringsprocenter er der bestemt chancer i opgøret mod de rødblusede fra det nordlige Jylland - det er der, men der er ingen tvivl om, at niveauet skal hæves betragteligt sammenlignet med sidst. Det var ikke godt de sidste 40 minutter i Århus. Faktisk slet ikke. For dælen. Men vi skal videre, og det skal allerhelst ske mod Aalborg. Og så kan det godt være, at de fleste har de danske mestre som store favoritter, at sidste år er længe siden, og at skadesproblemerne i REHH fortsætter med at kaste skygger ned over klubben, men sådan er det. Det kan vi ikke lave om på. Til gengæld kan resten af spillertruppen, som er stærk og kompetent på alle måder, uden tvivl lave en sublim præstation. Det har vi set før. Også når holdet er allermest presset. Vi krydser fingre for, at det er tilfældet i hjemmekampen mod Aalborg. Kampen om at nå med i slutspillet er for alvor gået ind. Det er tid til at stemple ind. Vi kan ikke vente ret meget længere.

/Sune Agerschou