Holstebro bliver vært for Final4 | Nyheder | REHH

27. oktober 2017
Photo-Andersen.dk
Når vi skal spille Final4 den første weekend i februar 2018, så bliver det i Holstebro i Gråkjær Arena. 
Vi kom ellers med et godt bud til Santander Consumer Bank og Divisionsforeningen på at afholde det i Esbjerg, men det blev desværre ikke en realitet. Selvom det ikke blev en realitet vil vi gerne have lov til at sige et stort tak til Esbjerg Kommune, Claus Sørensen Fonden, EfB Konference og Sport & Event Park Esbjerg, som alle havde givet tilsagn om stor opbakning.

Én ting der ikke ændres er, at vi skal spille 2 x 30 min. mod TTH Holstebro i semifinalen lørdag d. 3. februar, og selvom vi gerne havde set den kamp skulle spilles på vores hjemmebane i stedet for deres, så ændrer det ikke på at det, det hele går ud på er, at vi ender med en sejr om lørdagen, så det er den sjove kamp, vi skal spille om søndagen. Heldigvis er der et godt stykke tid til endnu, så vores skadede spillere forhåbentlig kan nå at være klar til denne weekend. Noget vi også håber på er, at vi vil kunne høre vores tilhængere på lægterne, når det hele fløjtes i gang i Gråkjær Arena, for om man vil det eller ej, så er og bliver publikum den 8. mand på banen, og det vil vi ikke være foruden. 
Så sæt kryds i kalenderen allerede nu den første weekend i februar 2018 og gå i gang med at smøre stemmebåndene :) 

Lørdagens kampe: 

Kl. 14:10 GOG vs. Aalborg 
Kl. 16:10 TTH Holstebro vs. Ribe-Esbjerg HH 


Vi kender endnu ikke datoen for, hvornår billetsalget starter, men så snart vi ved det, vil vi informere om det på vores forskellige platforme.