Lars Walther overtager Ribe-Esbjerg HH | Nyheder | REHH

16. april 2018

Ribe-Esbjerg HH skifter træner 1.juli. Valget er faldet på den nuværende FC Porto-træner og tidligere mangeårige udlandsprofessionelle, Lars Walther, der efter en længere årrække som træner i forskellige europæiske klubber nu kommer hjem til Danmark.

Formand for Ribe-Esbjerg HH’s eliteudvalg, Sune Agerschou, siger: ”Lars er vant til at navigere i klubber med større spillerudskiftninger og store ambitioner. Det har han gjort rigtig godt mange steder. Desuden har han også trænet i lande, hvor omgivelsernes forventninger og reaktioner på de spillemæssige resultater kan virke voldsom og grænseoverskridende. Det samme pres er der ikke i REHH, men det er klart, at når vi melder en målsætning ud om, at vi for alvor skal blande os i den bedste ende af rækken, så skal vi også have en mand med stor erfaring fra faget og en mand, der er vant til at håndtere de mekanismer, der følger med en ambitiøs klub og trives godt med det. Desuden er han fagligt uhyre kompetent. Vi har haft rigtig mange trænernavne i spil, men allerede efter det første møde med Walther var vi ikke i tvivl. Her var manden.”

”Jeg er utrolig glad og stolt over min aftale med Ribe-Esbjerg HH. Allerede efter første møde med ledelsen vidste jeg, at det var det helt rigtige for mig. Jeg fik et indtryk af nogle meget kompetente mennesker, som har en helt klar målsætning om at gøre Ribe-Esbjerg HH til en fast bestanddel af toppen af den danske liga. Samtidig en klub som værner om de menneskelige værdier. Det var nogle meget inspirerende møder, hvor man fik en fornemmelse af hvor meget dette projekt betyder for de involverede. Jeg glæder mig meget til at overtage en utrolig spændende trup. Nu er det op til holdet og mig at bringe Ribe-Esbjerg HH derop, hvor klubben hører til”, udtaler Lars Walther.

I samme ombæring vil klubben gerne sige tak til Zinglersen som cheftræner efter denne sæson. ”Ryan har gjort et rigtig stort stykke arbejde i klubben. Han overtog holdet efter en noget turbulent tid, men har ledelsesmæssigt været en rigtig stærk daglig leder og har samtidig bragt en masse energi og motivation tilbage i truppen. Det er vi ham meget taknemmelig for”, slutter Sune Agerschou.

/Anette Knudsen