Op på hesten igen | Nyheder | REHH

12. september 2018
Foto leveret af: Photo-Andersen.dk

Det notoriske tophold, Aalborg Håndbold, med efterhånden flere Danmarksmesterskaber i bagagen gæster torsdag aften Blue Water Dokken. Når de to hold tørner sammen, er der normalt dramatik og spænding i vente. Ribe-Esbjerg HH har dog i flere år haft et ganske godt kram på Aalborg, særligt på hjemmebane.

Aalborg Håndbold, som bl.a. har den tidligere Ribe-Esbjerg HH spiller René Antonsen i folden, er et klassemandskab og vores drenge skal spille op til deres allerbedste for at få en sejr i hus. Aalborg er kommet godt fra start i denne sæson og har da også maksimumpoint efter deres to første kampe.

Vi håber, forsvarspillet hænger sammen, og at angrebsspillet med Kárason, Karlsson, Vildalen og Pedersen m.fl. fungerer på samme niveau som i hjemmekampen mod BSV, hvor spillet flød fortrinligt i store perioder. Det har holdet brug for i kampen i morgen mod Aalborg.  

Efter en skidt præstation i Holstebro søndag aften, hvor tingene faldt fra hinanden i de sidste 3 kvarter, er det op på hesten igen. Stabiliteten skal findes frem og mand mod mand-duellerne skal vindes igen. Samtidig med det skal returløbet fungere optimalt. Så er vi et godt stykke. Vi har hjemmebane. Det skal være svært at vinde her som udehold. Også for svært!

Holdet har brug for din opbakning, så kom i hallen og hjælp drengene på vej mod sæsonens første hjemmebanesejr!

 

/Af Sune Agerschou/Anette Knudsen