REHH henter slovener med over 100 landskampe på CV’et | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
20. marts 2017

Fra næste sæson spiller den 29-årige slovenske landsholdsspiller Miha Zvizej for Ribe-Esbjerg HH. Miha har spillet 102 landskampe for Slovenien og spiller i denne sæson for franske Montpellier, der netop har slået Paris Saint Germain med danske Mikkel Hansen ud af den franske pokalturnering.

Den slovenske spiller er stregspiller og tovejsspiller - en rigtig stærk angrebsspiller og meget dygtig i forsvaret. Han er 193 cm høj og vejer 100 kg, så det er en spiller, modstanderne kommer til at slå sig på. Miha Zvizej har tidligere spillet i Danmark nemlig for BSV fra 2010-2012.

Formand for REHH’s eliteudvalg, Sune Agerschou, betegner Miha Zvizej som en international topspiller, og Sune Agerschou sammenligner tilgangen af den slovenske spiller med, da REHH fik svenske Lukas Karlsson, der uomtvisteligt har betydet meget for holdet.

- Miha Zvizej kommer fra en topklub i Frankrig og er vant til at spille store kampe i Frankrig og i Champions League samt med det slovenske landshold.

- Han er en spændende og dygtig stregspiller, der har spillet på topplan i flere år, og han vil indgå i et triumvirat med Søren Tau og Jonas Tidemand. Vi skal lægge på og blive bedre, og her er det helt naturligt at udvikle stregspilspositionen, der er så ekstrem vigtig, med en klassespiller som Miha, siger Sune Agerschou.