Ribe-Esbjerg HH indgår aftale med fløjspiller | Nyheder | REHH

2. december 2017
HSG-Wetzlar

Fra sommeren 2018 tiltræder Kasper Kvist i Ribe-Esbjerg HH. Klubben har indgået en 3-årig aftale med den 28-årige venstre fløj, der for øjeblikket spiller i HSG Wetzlar i den tyske Bundesliga. Kasper var i sidste sæson udlejet fra HC Midtjylland til den tyske klub, hvor han imponerede så meget, at han skiftede permanent dertil i sommers. Også i denne sæson har Kasper Kvist gjort det godt – faktisk så godt at HSG Wetzlar for længst har tilbudt ham en kontraktforlængelse. Af personlige årsager vælger Kasper dog at vende retur til Danmark til sommer. 

”Vi er utrolig glade for, at Kasper har valgt Ribe-Esbjerg HH, og vi glæder os meget til at byde ham velkommen. Han er en meget træfsikker venstre fløj, der har bevist sit værd i verdens bedste håndboldliga – den tyske Bundesliga, hvor han har en bemærkelsesværdig høj scoringsprocent”, udtaler Sune Agerschou, formand for Eliteudvalget i Ribe-Esbjerg HH. – ” Han bliver en vigtig brik på vores hold i de kommende sæsoner - det er der slet ingen tvivl om”.

Kasper Kvist siger: ”Jeg glæder mig meget til at bidrage til projektet Ribe-Esbjerg HH - det er en klub med et stort ambitionsniveau, hvilket stemmer fint overens med mine egne forventninger. Klubben har gang i et meget spændende projekt og har nogle visioner, som jeg glæder mig til at blive en del af. Jeg håber og tror, at vi kan bide os fast i den absolutte top af dansk håndbold”.