Ribe-Esbjerg HH skal tilbage på sporet | Nyheder | REHH

25. september 2017
Photo-Andersen.dk

Skanderborg Håndbold er efterhånden et fast bekendtskab i 888ligaen. Holdet trænes fra denne sæson af Nick Rasmussen, den dygtige og iltre Fredericianer, som for år tilbage var manden, der for første gang i klubbens historie førte Ribe-Esbjerg HH helt op i den bedste række - og i øvrigt i den første sæson i ligaen var snublende tæt på at føre holdet i slutspillet.

Skanderborg er kendt for et hurtigt og friskt angrebsspil. Holdet har sammenlignet med andre ligahold forholdsvis små bagspillere, men man skal ikke tage fejl af deres kompetencer. Deres tempofyldte og eksplosive spillestil har givet store vanskeligheder også for nogle af rækkens bedste hold. Det handler derfor for Ribe-Esbjerg HH om at få styr på Skanderborgs hurtige spil, hvis det skal lykkes at få to points ind på kontoen.

Udeholdets største navn er nok Kasper Irming, den venstrehåndede fløj – og bagspiller, som inden sidste sæson kom til klubben fra Kolding København og på et tidspunkt var inde omkring landsholdet. Irming er stærkt tvivlsom til opgøret, da han er ramt af håndboldsportens helt store udfordring lige nu - en alvorlig hjernerystelse. Fraværet af ham betød dog intet i Skanderborgs hjemmekamp mod TM Tønder. I den kamp fik udeholdet ikke et ben til jorden og blev sendt hjem med et forsmædeligt og meget stort nederlag. Til gengæld har Skanderborg tabt de sidste par kampe, senest til Skjern med 26-19.

Det betyder, at holdet tørster efter points igen. Vil de så få det i aften i Blue Water Dokken? Er det muligt for Skanderborg at ryste et Ribe-Esbjerg HH hold, der er hårdt skadesplaget og som tydeligvis er på spillemæssig slingrekurs. I sidste hjemmekamp mod de gulblusede fra GOG leverede holdet en meget stærk præstation og spillede fynboerne tilbage til stenalderen med en syngende lussing på 33-23. Til gengæld kollapsede drengene fuldstændig i udekampen mod Mors-Thy i søndags og var ikke i nærheden af points i 23-29 nederlaget. Alt er åbent, når det handler om sport, men én ting er sikkert: Når Ribe-Esbjerg HH spiller, plejer der som regel at være dramatik for pengene!