To stjerner præsenteret | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
30. maj 2017

Den ene kunne være far til den anden, og fælles for dem er, at de har gjort en kæmpe indsats for Ribe-Esbjerg HH på håndboldbanen i den forgangne sæson.

Og uden at forklejne den ældre, må man nok sige, at han er i karrierens efterår, selv om han sagtens kan have gode år tilbage. Den anden er til gengæld i sin karrieres forår, og har i den forgangne sæson netop fået sit gennembrud for alvor med udtagelse til landsholdet.

Der er næppe nogen, der er i tvivl om, at jeg skriver om Søren Haagen og Jacob Holm.

De to blev præsenteret som stjerner i TV2 Sports Kontra ekstra mandag aften.

Søren Haagen blev nævnt som manden, der har en større redningsprocent end hans alder. Det er der faktisk intet usædvanligt i, hvis der er tale om en yngre spiller, men med Søren Haagens 43 år på fødselsattesten, er det en præstation – også i betragtning af, at han som bekendt i flere år var ude af håndbold på grund af sygdom. Men manden ville tilbage, og det kom han med bravur.

Og som det blev sagt: han har sportstøj, der er ælde end de yngste på holdet.

Og beskeden, som Haagen også er, sagde han selv om årsagen til succesen: - Det er held, marginaler og et godt forsvar.

Det fik kommentator Bent Nyegaard til at replicere: - Det med at placere sig har Søren i hjernebarken.

Jacob Holm blev af kommentatorerne betegnet som en af de bedste på en håndboldbane, og netop det, Jacob kan på banen indenfor et snævert område, er der bud efter, så han spåede, at Jakob kommer langt.

Selv sagde Jacob på spørgsmålet om, hvorfor han har tegnet en tre-årig kontrakt med REHH i stedet for at vælge en større klub: - Jeg har endnu meget at lære, så udlandseventyret må vente.

Han er til gengæld kommet i flot selskab.

Sammen med norske Sandar Sargosen er Jacob topscorer i 888ligaen med 206 mål. Det skal i den forbindelse siges, at nordmanden har lavet nogle af sine mål på straffekast, mens Jacob aldrig har skudt et straffekast. Han mål er ”rene” mål.

Placeringen som topscorer bringer unge Holm ind i fornemt selskab. Siden 1978 er der kun syv spillere, der har scoret mere end 200 mål i en turnering.

Det er Michael Berg i 1987 med 201 mål, Nikolaj Jakobsen i 1997 med 205, Micke Næsby i 2004 med 227, R. Gunnarsson i 2005 med 241, Patrik Wiesmarck i 2016 med 212, Jacob Holm i 2017 med 206 og Sandar Sargosen i 2017 med 207.

Trofaste fans var også mødt op i studiet i Odense.