Det var egentlig Skanderborg, som sad på den kamp. Fuldstændigt. Foran 24-19 og med hjemmeholdet i fuld kontrol var der ingen i hallen på det tidspunkt, relativt sent i kampen, som sad med den tanke, at kampen kunne blive spændende, det var sikkert. Hjemmeholdets tilskuere havde lænet sig tilbage i stolene, rigtig godt tilbage endda. De slappede af, sikre i forvisningen om en hjemmesejr. Og det var der ikke rigtig nogen, der kunne fortænke dem i.
REHH virkede ikke til at være tilstede. Ikke for alvor i hvert fald. Der manglede ligesom noget nerve hos de blå. Noget rytme. Særligt defensiven var belastet. Stort set hver eneste angreb resulterede i scoringer for hjemmeholdet i en anden halvleg, hvor REHH konstant var på hælene. Særligt højre back, Kasper Irming, forblev en udfordring gennem hele kampen. Han var svær at stække. Hans stående skud i midtzonen efter pladsskifte i bagkæden eller hopskud indover midten med en venstrebevægelse var våbnene. Umiddelbart simple. Umiddelbart intet problem. Men aktionerne fra Irming var veludførte og viste sig at være for vanskelige for REHH`s defensiv og skiftende målmænd at håndtere.
Desuden trådte Minik Dahl Høegh i karakter i anden halvleg med 5 scoringer fra distancen. Det var også en del af den kamps fortælling. Den tidligere GOG og Aarhus-bomber, som efter en skadesperiode stadig mangler at ramme sit tidligere niveau, havde slet ikke været på banen i 1. halvleg. Og så indtog han scenen på flotteste vis. Det var stærkt.
Heller ikke i 1. halvleg var REHH for alvor med. Jo. Der var godt nok en føring med et enkelt mål efter et kvarters tid, efter at Skanderborg ellers havde sat sig tungt på kampens indledning, men den blev hurtigt sat over styr. Håbene og forventningerne om dynamik og bevægelse i spillet stagnerede, og 14-11 føringen ved pausen til østjyderne kunne ikke anfægtes.
Så skete der et eller andet. Noget vi har set før. Noget som er blevet en del af holdets DNA. REHH-drengene har moral. Ufattelig god moral faktisk. Masser af gange i indeværende sæson har holdet været håbløst bagud og har alligevel formået at grave dybt i tasken og finde redskaber frem, så holdet har kunnet komme tilbage. Det skete igen. Anført af Jacob Holm, som ikke virkede synderligt træt efter sine flotte aktioner på A-landsholdet ved Golden League -stævnet – imponerende hvilken energi og hvilket drev der er i ham – og højre fløj Mathias Jørgensen som med 5 scoringer på 5 forsøg i anden halvleg var stærk, kæmpede holdet sig tilbage og fik første gang kontakt ved stillingen 30-30 og igen 12 sekunder ført tid ved 31-31, da Mathias Jørgensen blev spillet tynd på fløjen og satte en sikker scoring ind. Det var altså stærkt.
Det kan godt være, at præstationen set over 60 minutter ikke var høj klasse. Til gengæld var de sidste 10 minutter ekstravagante. Og det gav point, det skal vi huske. Vel at mærke mod et hold som altså en gang i mellem nedlægger et af de store hold i rækken.
Med til fortællingen hører også, at Lukas stadig er skadet, og at REHH måtte spille med Phillip Holm og Rasmus Boysen som playmakere. Stort cadeau til de to spillere. Set i forhold til at ingen af dem for alvor har fået spilletid på den plads i sæsonen, så mestrer de opgaven ganske flot. Og storebror Holm fik med 4 scoringer fra distancen også sat sit aftryk på kampen som målscorer. Sådan.
Alt i alt en blandet oplevelse, uden tvivl, men hvor evnen til at komme igen og aldrig nogensinde resignere dog står tilbage som det altoverskyggende vedhæng bagefter og klart overskygger det faktum, at spillet ikke var det bedste. Vi fik et point. Efter at have været bagud med 5 kasser. Det er ikke så tosset endda.
/Sune Agerschou
Facebook
Twitter
Instagram