”Vi skal ikke stå på hælene i Lemvig!” | Nyheder | REHH

Julie Nicolajsen
8. februar 2024
#SAMMENIRIBEESBJERG

Lemvig-Thyborøn Håndbold – Ribe-Esbjerg HH
den 10. februar kl. 15:00


LTH er kommet flot fra land efter EM-pausen. Uafgjorte kampe hjemme mod Skjern og ude mod Mors-Thy fortæller alt om den udfordring som REHH’s stærke venstre fløj, Morten Jørgensen har let ved at italesætte:

"Lørdag skal vi møde en modstander, der med stor opbakning fra tilhængerne spiller for at overleve i ligaen. Der er 6 runder tilbage i Grundspillet. De vil komme med alt, hvad de har for at fortsætte jagten på point.

Vi skal ikke stå på hælene i Lemvig. De kommer med et stort tryk, som vi skal kunne modstå. Sidst vi mødte LTH i Blue Water Dokken, fik vi fremprovokeret en masse tekniske fejl grundet vores gode forsvar – og det blev krydret med en succesfyldt kontrafase. Derfor kunne vi tage en sikker sejr på hjemmebane. Det er dét spil, vi skal finde frem igen – og især forsvaret skal være klar til at tage imod et team af Lemvig-spillere med masser af selvtillid."

Emil Tellerup i målet og ligaens topscorer Jeppe Gade med 147 mål (heraf 41 straffemål) er blandt profilerne hos de – lige nu – brandvarme LTH-spillere. Men også REHH møder op med stærke profiler. Bl.a. Morten Jørgensen, der med indtil videre 51 mål er den venstrefløj i ligaen der har den 3. højeste scoringsprocent.

Kampen spilles i Lemvig Idræts- og Kulturcenter (Jysk Energi Arena).


/Lars L


Vil du støtte fra lægterne, så kan du købe billetter til kampen lige her → LTH Billetsalg
Udeholdets tilskuere henvises til højre del af sektion Musikteatret Holstebro

Kampen kan følges på Tophåndbold's Livescore via deres hjemmeside og i deres app, hvis man ikke har mulighed for at være i hallen.


Næste hjemmekamp er d. 24. februar i Ribe Fritidscenter kl. 16:00.
Billetsalget åbner d. 16/2 kl. 12:00.

Vi har stærkt brug for opbakningen, når Skjern Håndbold bydes op til dans i grundspillets næstsidste hjemmekamp - lad os stå #sammeniribeesbjerg d. 24/2!