Vi slog Skjern i en mandfolkepræstation | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
23. september 2016
Med stående bifald fra 1026 tilskuere kunne REHH trække sig sejrrigt ud af opgøret mod Skjern denne fredag aften. Efter en mandfolkepræstation vandt REHH 25-21 efter 14-8 ved pausen.
Cheftræner Claus Uhrenholt har gentagne gange sagt, at når holdet spiller op til sit bedste, kan de slå alle. Det har Claus Uhrenholt ret i.
Denne aften styrede REHH kampen fra start til slut, og det var et tydeligt frustreret Skjern-hold, der måtte gå i omklædningsrummet efter sidste dommerfløjt.
Det var en gedigen holdindsats, der lå bag REHH's sejr, og den kamp lover godt for fremtiden.
De to hold fulgtes ad de første ti minutter. Skjern kom foran 1-0, men hurtigt blev det 1-1, og derefter var det REHH, der var i front til stillingen 5-4 efter en halv snes minutter. Herfra øgede vi forspringet stille og roligt i halvlegen.
Vores spillere havde styr på det, Rasmus Bertelsen spillede sikkert i forsvaret og brød et par angreb, som gav kontramål. Jonas Hansen spillede sig stille og roligt op og stod en flot kamp med mange gode redninger hele vejen igennem. Ikke mindst på afgørende tidspunkter havde han nogle fantastiske redninger. Bl.a. tog han to straffekast, og det var ikke mindst hans fortjeneste, at sejren kom i hus. Han blev også fuldt fortjent udpeget som kampens spilleer for REHH.


Rasmus Nielsen med 25 på ryggen var ustyrlig (Foto: Elkjaerfoto.dk)

Rasmus Nielsen var ustyrlig, og Aku Kreutzmann læste spillet, så han et par gange kunne bryde Skjerns angreb og starte et par kontrangreb, der begge gange gav mål.
Og sådan kunne jeg blive ved. Jacob Holm var en kilde til evig uro i Skjerns forsvar, og han blev bedre og bedre, som kampen skred frem.
I det hele taget var det et hold, der stod sammen, og som ville det her. Og det gav resultat, selv om Skjern efter 20 minutters spil kom rigelig tæt på ved stillingen 19-21. Men igen viste vores drenge styrken. De holdt hovedet koldt og kørte sejren hjem, selv om holdet indenfor de sidste ti minutter blev ramt af to udvisninger.

Seks udvisninger

Med til billedet hører, at vi blev ramt af seks udvisninger i kampen, mens Skjern kun fik to. De ti minutter, vi samlet set spillede i undertal, fik ikke betydning for resultatet. Den ene periode i undertal vandt vi rent faktisk, mens en anden endte uafgjort, og de sidste fire perioder i undertal vandt Skjern med en enkelt. Kendetegnende var det, at i perioderne med undertal spillede vores drenge med stor tålmodighed og forstod at få de nødvendige frikast, der var medvirkende til, at disse perioder aldrig for alvor blev kritiske.

Fantastisk


Pelle Schilling scorer et af sine tre mål. (Foto: Elkjaerfoto.dk)

- Det var en fantastisk første halvleg, men det er som om, vi i en periode i anden halvleg bliver bange for at vinde. Vi løber stadig godt, men vi går lidt i stå i angrebet. Vi tager lidt for hurtige beslutninger. Men vi kæmper videre og får vendt det. Vi står sammen og alle kæmper for alle. I sådan en kamp er det en fornøjelse at være på banen, lød det fra Pelle Schilling efter kampen.
Han peger på, at energien fra forsvaret bliver ført med op i angrebet, og det stopper ikke blot ved midterlinjen. Det bliver ført helt igennem, og med det spil kan holdet efter Pelle Schillings opfattelse slå alle.

Super glad


Jakob Holm i et af sine gennembrud. (Foto: Elkjaerfoto.dk)

Jacob Holm var efter kampen super glad: - Alle er, hvor de skal være. Alle kæmper. Det er ikke alle, der rammer dagen, men de, der ikke har dagen, kæmper videre.
Om perioden i anden halvleg, hvor Skjern kommer rimelig tæt på og kun er to mål efter REHH, siger Jacob: - Der bliver taget en time out, og Lukas Karlsson og Morten Nyberg kommer ind og styrer angrebet med hård hånd, og dermed får vi igen vendt spillet.



Jonas Hansen blev man of the match og fik et gavekort fra Esbjerg City som tak for indsatsen. (Foto: Elkjaerfoto.dk)

Kampen i tal

Målscorere: REHH: Rasmus Nielsen 9, Jakob Holm 4, Pelle Schilling 3, Morten Nyberg 3, Rasmus Bertelsen 2, Lukas Karlsson 2, Jonas Tidemand 1 og Jonas Hansen 1.
Skjern: Markus Olsson 5, Bjarte Myrhol 4, René Rasmussen 4, Lasse Mikkelsen 3, Kasper Søndergaard 2, Thomas Klitgaard 1, Morten Balling 1 og Bjarke Christenen 1.
Udvisninger: REHH 6, Skjern 2.
Tilskuere: 1026
Dommere: Mads Hansen og Martin Gjeding.