Vores målmænd er bedre | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
22. november 2015
Det er - for nu at bruge en kliche - en meget vigtig kamp, vi skal spille mod SønderjyskE mandag aften.
Kampen er ikke blevet mindre vigtig af, at bundholdet Skive uventet hentede to point mod Ålborg Håndbold i Ålborg med en sejr på 27-25. Den var det nok de færreste, der havde set komme, men det betyder, at Skive nu kun er et point efter os godt nok med en kamp mere.
Men netop derfor vil to point mandag aften lune ekstra meget i vores regnskab.
Nogle har sagt, at statistikker har det som gamle lygtepæle. De er gode at læne sig op ad, men ud over det kan de ikke bruges til meget.
Det er måske rigtigt nok, men tal kan være meget sjove at kigge på. Som nu de tal, Divisionsforeningen har udsendt før mandagens TV-kamp.
Tallene viser, at vores målmænd er en smule bedre end SønderjyskE's. Lind og Frandsen har en gennemsnitlig  total redningsprocent på 31, mens Petersen og Andresson i SønderjyskE's mål har en tilsvarende procent på 30.
Sønderjyderne har til genvæld været bedre til at score mål end os. Vi har lavet 236 af slagsen eller 21,5 per kamp, mens sønderjyderne har nettet 271 gange i alt eller 24,6 per kamp. Det giver sig jo også udslag i tabellen.
Til gengæld laver sønderjyderne flere tekniske fejl end os, nemlig 127 i de hidtidige kampe, og det svarer til 11,5 per kamp, mens vore spillere har præsteret 119 tekniske fejl eller 10,8 per kamp.
Sønderjyderne skyder også mere på mål end vore spillere. Det er blevet til 481 mod 450 skud, og det giver 43,7 sønderjyske skud per kamp mod vores 40,9. Og sønderjyderne har en scoringsprocent på 56 mod vores 52.
Sådan kunne jeg blive ved, men det er altså kun statistik. Det, det handler om er, hvordan kampen mandag aften udvikler sig.