Alle skal ramme toppræstation | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
10. februar 2015
Ribe-Esbjerg HH kommer på noget af en opgave i morgen, onsdag aften, når holdet løber på banen i Brøndbyhallen for at møde KIF Kolding København.
KIF har vist en uhyggelig styrke i denne sæson, og der er ingen tvivl om, at de er favoritter i kampen.

Men hvordan skal holdet spilles?
Spørgsmålet retter jeg til cheftræner Claus Uhrenholt:
- Der er ingen tvivl om, at vi skal bringe noget fysik ind i begge ender af banen for at matche den fysik, de kommer med. Der skal investeres i nærkampe i begge ender af banen.
Claus Uhrenholt peger på, at der er stor forskel på set up'et i Ribe-Esbjerg HH og KIF Kolding København.
- Men de har jo tabt i denne sæson?
- Ja, men de har også lige været i Skjern og vinde uden deres tre rigtig gode spillere. Det er Danmarks for tiden bedste hold. Men alt kan ske.
- Kan det tænkes, at de vil spare nogle spillere til den efterfølgende kamp mod Barcelona?
- Det er svært at sige. Kender jeg holdet rigtigt, kommer de ikke for at tabe. Det kan også være, der er nogle, der skal ind for at spille for at komme i gang og få det bedst mulige afsæt.
- Holdet oser af rutine.
- Det er David mod Goliath. Det er en sjov kamp, og vi kan bare spille frit. Der er ingen, der regner med, at vi får noget med derfra. Jo længere tid, vi kan følge med, jo større sensation. Men det er klart, at vi skal ramme toppræstation over hele linjen. Det er ikke nok at to eller tre gør det. Det skal være alle mand, fastslår Claus.