Alt kan ske - og sker - i denne turnering | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
29. december 2015
Overraskelserne står stadig i kø i Herre Boxerligaen, og sidste runde før EM-pausen bragte også en af dem med sig.
Det var de færreste, der havde set det komme, at Mors-Thy Håndbold skulle slå Team Tvis Holstebro i egen hule efter Team Tvis Holstebro's flotte sejrsstatus. Men sådan blev det altså.
Også vi har bidraget til overraskelser med sejre over KIF Kolding København og Ålborg. Mod Skjern rakte det desværre ikke til en ny overraskelse.
Vi kan konstatere, at situationen i den nederste halvdel af turneringen nu er den, at alt kan ske.
I sidste runde slog Skive på hjemmebane Nordsjælland, og det betyder, at de to hold ligger i bunden med hver 8 point, mens vi på 12.pladsen har 11 point. Det er kun et point mindre end Midtjylland, der ligger på den 9. plads, der lige netop gør, at holdet undgår nedrykningsspillet. Midtjyderne tabte i deres kamp i den sidste runde før pausen til sønderjyderne, der dermed forsvarede deres 8. plads og nu har 19 point.
Som det ser ud i øjeblikket er det Midtjylland, Mors-Thy og Skanderborg, vi skal slås med for at undgå nedrykningsspillet.
P.t. er kandidaterne til direkte nedrykning Skive og Nordsjælland, og det er netop Nordsjælland, vi skal møde efter pausen den 11. februar. Det er på udebane, og derefter venter Mors-Thy på hjemmebane.
Herfra skal lyde et ønske om et rigtig godt og lykkebringende nytår til alle med tak for året, der er gået.