Årets spiller: Søren Rasmussen | Nyheder | REHH

Julie Nicolajsen
7. maj 2021
Foto leveret af Photo-Andersen.dk

Torben Edens fra guldsmedebutikken Pecani inviterede igen i år indenfor i den smukke butik, beliggende i Kongensgade, Esbjerg. Her blev et lækkert herreur overrakt til Søren Rasmussen, som Torben igen i år har sponsoreret til ”Årets Spiller”.


Søren har baggrunden i orden: En årrække i danske topklubber med flere DM-titler - 4 år i Flensborg-Handewitt - vinder af Champion League - og 41 landskampe.

Læg dertil en seriøsitet som målmand og personlighed i matchende topklasse. Og vi har én af holdets kulturbærere, der heldigvis også er med på fremtidens REHH-hold.

At vilje og seriøsitet betyder mere end alder, kan blandt andet konstateres i statistikken over redningsprocenter i ligaen i 20-21-sæsonen, hvor Søren konstant har lagt blandt de allerbedste og sluttede grundspillet flot med en redningsprocent på 33,6%, hvilket gav en slutplacering i top-10.

I kvalifikationsspillet, som bestod af 3 kampe, forhindrede Søren hele 47 bolde i at ramme nettet! Det giver i gennemsnit 15,66 bolde pr. kamp – og netop dét fortæller, hvilken støbning Søren Rasmussen er gjort af, og hvorfor han blev kåret til ”Årets Spiller, sæson 20-21”

Der er på bagsiden af uret indgraveret ”Årets Spiller 2020/2021 – REHH”


"Søren har som vanligt arbejdet målrettet mod at præstere maksimalt til holdets bedste. Hans indstilling og vilje matcher top professionalisme såvel på som uden for banen. Præstationerne taler sit eget sprog, men adfærden kan ikke hyldes nok og skal være et positivt læreeksempel for de kommende generationer"
, udtaler cheftræner Kristian Kristensen.

Et kæmpe skulderklap herfra til Søren Rasmussen – og et stort tillykke med kåringen.