Bonuskamp mod ét af verdens bedste hold | Nyheder | REHH

Julie Nicolajsen
11. november 2022

Aalborg Håndbold - Ribe-Esbjerg HH
d. 12. november kl. 14:00 


Tilgangen af Mikkel Hansen er i den grad gået op for håndboldmiljøet. Sammen med Mølgaard, Hoxer, Palmarsson og resten af stjernerne trækker Aalborg fulde huse, uanset om de stiller op på ude- eller hjemmebane.

Anders Thomsen glæder sig til at blive målt mod ligaens nr. 1. Med stor respekt for holdets mange individuelle kvaliteter:

“For os handler det om at kunne levere den bedste performance mod de allerbedste.

Vi skal søge at bringe vores egne kvaliteter ind i kampen. Og ikke mindst være indstillet på at matche Aalborgs mandskab på løbevillighed, fight og intensitet. Den del bliver helt afgørende, hvis vi har ambitioner om at byde Mikkel Hansen og Co op til kamp”.

Med hjemmeholdet som favoritter kan man jo godt - efter 3 flotte sejre på stribe - kalde det en bonuskamp for REHH. Lad os nu se, hvad spillerne kalder det, når der fløjtes op.


/Lars L


Kampen bliver livestreamet i Tophåndbold-appen. 

Næste hjemmekamp er i Blue Water Dokken d. 22. november, hvor vi møder TTH Holstebro kl. 18:30

Billetsalget åbner d. 15. november.






Foto: Photo-Andersen.dk