Der er mange ting at arbejde med | Nyheder | REHH

Hasse Jørgensen
21. oktober 2015

Det er en kendsgerning, at det rent sportsligt ikke går, som vi havde håbet.

Men det er også en kendsgerning, at der i trænerteamet og hos spillerne arbejdes ihærdigt med at få løst tingene. Der har således været nogle gode samtaler om, hvad det er, der går galt, og hvordan de ting skal rettes.

Det fortæller cheftræner Claus Uhrenholt forud for torsdagens kamp mod GOG.

Med hensyn til skaderne er det nu sådan, at det faktisk kun er de to langtidsskadede, Jonas Bruus Tidemann og Rasmus Boysen, der sidder på bænken.

- Morten Nyberg har trænet med fem gange og været inde i kampen mod Nordsjælland. Han har været ude fire uger, og det tager sin tid, at komme med igen. Men bare at han er med, betyder meget, kunne vi se i Nordsjællandskampen.

- Mark Nikolajsen er også begyndt at træne igennem, og Sebastian Frandsen er ved at have sin sygdom overstået, så umiddelbart er det kun de to langtidsskadede, der er ude, lyder meldingen fra cheftræneren.

Stærk modstander

Han lægger ikke skjul på, at det er en stærk modstander, vi skal op mod.

- Vi skal være mere end almindeligvis skarpe, hvis vi skal have noget med hjem. Og vi skal kigge på andre ting først.

- Vi har spillere, der hænger i bremsen og har formnedgang. Her er det vigtigt, at holdkammeraterne støtter og hjælper. Eksempelvis i Morten Viums tilfælde. Han er den eneste, vi har på den post og kan ikke skiftes ud.

- Så er der alle de uprovokerede og dumme fejl. Hvis vi smider bolden i hånden på modstanderne, så vinder vi ingen kampe.

- Den redningsprocent, du refererer til på hjemmesiden, hænger også sammen med, at vi giver for mange kontraer væk. Det er jo lettere for en målmand, når han har et forsvar foran sig, fremfor at modstanderne kommer brusende med 120 km i timen, siger Claus, der fortsætter:

- Der er mange små ting, der skal justeres ind. Det er et hold med unge spillere, der kommer ud og ind. Det giver masser af uro. Der kom to nye spillere i oktober, og de skal også spilles ind.

Mange bække små

- Det er mange bække små, der gør det. Én tager en dum beslutning her og en anden der, og så bliver det til mange.

- Så længe man brænder det antal chance, vi brænder, så går det ikke. Det er det  første, vi kan arbejde med: at få scoret flere mål. Holdet producerer antallet af chancer. De skal udnyttes, og så skal spillerne sørge for ikke at lave de tekniske fejl, og forkerte skud, hvor vi ikke er klar til at løbe hjem.

-Hvad med kampen mod GOG?

- GOG er ikke uovervindelige. Men skal vi have en chance, skal vi have nogle spillere, der topper.

- Det vores hold trænger til, er en succesoplevelse.

- Nordsjælland viser sig at være et rigtigt fint hold. De slog BSV og beviste dermed, at de er et hold, man skal regne med.

Nogle hold kan vi ikke slå

- Vi ville gerne have haft tre point mere, men det har vi ikke. Nu handler det om, at vores spillere får løsnet sig. De lader sig påvirke af nederlagene.

- Havde du inden turneringsstart spurgt, om seks point havde været godkendt på nuværende tidspunkt, havde det været ok. Der er nogle hold, vi ikke kan vinde mod.

- Det, der irriterer, er manglende point mod Nordsjælland og Skanderborg.

- Nu skal der arbejdshandsker på og spilles med stort hjerte og fight. Der skal stor omtanke til, hvis vi skal hente point.

- Jeg har en klar forventning om, at mine hold kæmper til sidste bloddråbe og ikke slår op i banen.

Skal kommunikere

- En ting er også, at vi skal blive dygtigere til at kommunikere, og det træner vi i. Det skal foregå på banen, når kampene er skarpe, og det skal de klare selv. Det kan jeg ikke gøre under kampen.

- Der skal siges noget, og der skal lyttes. Kommunikation er både at afsende en besked og modtage den. Alle har en opgave i at være klar til at modtage og give informationer.

En udfordring

- Jeg har prøvet det her før. Det tager lang tid. Det er ikke nemt, men det er udfordringen, og det er sjovt at få tingene til at lykkes.

- Med hensyn til GOG-kampen vil gøre alt, hvad vi kan for at levere en godkendt præstation i forhold til os selv, og så må vi se på resultatet efterfølgende.

- Det er landets bedste kontrahold. Det skal vi mentalt forberede os på.

- Kan vi flytte nogle ting fra kampen mod Nordsjælland, er det det rigtige skridt, siger Claus Uhrenholt.